Dog, jeg vender tilbage til Harham. Her vises megen
Stadighed med Guds Ords Brug. Næst stadig Kirkegang
er det Skik, at paa de Søndage og Helligdage, hvor
der ikke er „Messe“ i Sognets Kirke, kommer Folket paa
hver Gaard gjerne sammen i en Stue for at høre Postillen
forelæse, helst naar Skoleholderen paa sin Omgang er tilstede
paa Gaarden. Paa disse folkerige Gaarde vil man
da kunne se en Forsamling som en liden Kirke-Almue, og
dersom Forelæseren og Forsangeren besidder nogen Gave til
at lede Andagten, saa kan denne blive i Sandhed opbyggelig.
Jeg mindes en vakker Søndag Formiddag, hvor jeg
var tilstede ved en saadan Samling; det gjør mig endnu
godt at tænke paa den Stund, og ret inderlig ønsker og
haaber jeg, at Herren vil ledsage sit Ord under denne dets
Forkyndelse i Stuerne, ledsage det med sin vækkende Kraft,
med sin Trøst og Fred. Der er vel dem, som endnu trænge
til Ordets Vækkelse; men jeg tror ogsaa, at ret Adskillige
ere modtagelige for dets Trøst. Jeg syntes ialfald at
mærke flere Tegn til en vis Blødhed og Bevægelighed i
Gemyttet, et vist Anlæg til Følelse og Fromhed i Folke-Charakteren[1].
- ↑ Med mine Erindringer fra Indlandsbygderne var det mig helt paafaldende her paa Udøerne stundom at se Taarer bryde frem undet Samtalen. – Engang gik jeg forbi en stor Ager, hvor den nærliggende Gaards Familier havde hver sit Stykke og netop holdt paa at skjære sit Korn. Den første Hob raabte hen til mig for at faa vide, hvor jeg var fra, hvad jeg foer med, hver jeg agtede mig hen o. s. v.;
fremfor de uveisomme og skovopfyldte Indlandsbygder. I de sidste Menneske-Aldere er Forholdet blevet omvendt; Agerbrugets Udvidelse og det formedelst tiltagende Handel alt mere og mere vigtige Skovbrug har gjort det mere folksomt og livligt i Indlandsbygderne; men i den gammeldags Folketroen Levninger tør der endnu være Spor af den Forskjel i Oplysning og Dannelse, som der monne have været for to til tre Hundrede Aar siden.