kunne modtage Frieren i Enrum. Pigens Fader forstod, at de vare sammen paa den Maade; men han talte ikke til Datteren om det, for det var jo efter Skikken, og det var aabenbar hans eget Ønske, at de To skulde vænne sig til hinanden og lære at holde af hinanden. – Paa Spørgsmaal af mig om, hvordan det gik, da Bonden første Gang efter dette traf sammen med Frieren, om der blev talt noget mellem dem om Partiet, svarede han Nei. Men da det saa efter adskillig Tids Forløb kom dertil, at der skulde gjøres Alvor af og holdes Bryllup, da kom Gutten med en ældre Mand i Følge og henvendte sig til Pigens Fader og begjærede en endelig Aftale for at bestille Lysning og Ægtevielse. Nu blev alt Husfolket kaldt ind i Stuen, og her blev det vedtaget og stadfæstet og kundgjort, at de To skulde have hinanden, og dette kaldes „at gjøre vist“ eller „Forlovelse.“ Denne Dag festligholdes med en Smule Traktering (Fæster-Øl). Nogle Dage efter er det Skik, at Pigen i Følge med sin Moder eller en anden Kone reiser hen til Brudgommens Gaard „for at se sig om,“ og de modtages naturligvis ligeledes med Traktering. Ved Forlovelsen blev det aftalt, at Brylluppet – som Skik er i Bygden – skulde staa hos Brudgommen; en Uges Tid før Brylluppet flyttede Pigen hjemmefra, og Faderen fulgte hende hen og overantvordede hende til Brudgommen; her i Brudgommens Hus var man forberedt paa deres Komme, og de modtoges med et lidet Gjæstebud, som varede til ud paa næste Dag.
Ifølge dette Exempel var Skikken saa: Først gjorde Forældrene sig imellem en foreløbig Aftale og gave sine Børn et Vink; saa optraadte Gutten som Frier hos Pigen, men i Løndom, om Natten, altsaa som Nattefrier. Ganske hemmeligt kunde det dog ikke forblive; Tjenere og Sødskende maatte mærke alt; rimeligvis blev det snart bekjendt i hele Naboskabet og at Bygden over, at han „gik“ til hende, og da han holdt ved at gaa til hende Uge efter Uge
