og Maaned efter Maaned, saa kunde man nok vide, at de To skulde „have hinanden.“ Men om Nogen vilde spørge ham eller hende, saa blev Svaret undvigende; thi endnu var jo Intet afgjort og vist; Forældrenes Samtykke var kun foreløbigt, og de Unge havde maaske ikke selv endnu udtalt sig tydeligt og bestemt for hinanden. Derfor kaldtes han „Frier,“ lige til det blev „gjort vist,“ og først fra den Tid af vare de Forlovede. Dette sidste Udtryk bruges dog ikke i denne Bygd, men de Forlovede kaldes paa gammeldags Vis „Festing“ og „Festa-Pige.“ Saaledes fremkommer den Underlighed, at en Person kan være Frier (og det paa den fortrolige Maade med natlige Besøg gjerne hver Lørdags-Aften) i et eller flere Aar og saa Forlovet i 3–4 Uger.
Den hele Skik adskiller sig fra Oldtidens væsentlig derved, at Forlovelsen eller den visse Aftale med Pigens Fader udsættes, indtil de to Unge have stiftet fortroligt Bekjendtskab og – som man faar antage – lært at holde af hinanden. Denne Forandring i Skikken svarer til den Forandring, som efter Christendommens Indsørelse i Landet foregik med selve Lovgivningen, der nu ikke længer gav Faderen Ret til at bortgifte sin Datter imod hendes Samtykke. Men Skikken ligner ogsaa Oldtidens Brug deri, at Gutten ikke søger Pigen og hun ikke modtager ham i Fortrolighed, før de af Forældrene og navnlig af Pigens Fader have faaet et foreløbigt Samtykke til Forbindelsen. Og dette svarer til den Bestemmelse i Lovgivningen, som blev tilbage af den oprindelige store Fadermyndighed, at dersom Datteren indlod sig i Elskovs-Handel og indgik Ægteskab uden Faderens eller Slægtningers Minde, saa tabte hun sin Ret til Arv.
Det Exempel paa Frier-Skik, som jeg nu har fortalt, er fra en af de mange Smaabygder i Dalernes Distrikt, som mest udmærker sig ved en vis selvtilfreds Fastholden
