det var vel saa, at de kunde ikke komme sig til med det,“ saaledes sluttede den Gamle, og der var Noget i hans Stemme, som om han vilde sige: „Men det var dog saart alligevel, at Sønnerne mine ikke skulde kunne sige mig Tak.“
Det Eiendommelige„ som jeg har paapeget i Bonde-Almuens Familieliv, nemlig i Forholdet mellem Ægtefolk indbyrdes samt mellem Forældre og Børn, skal maaske allerbedst belyses med Betragtningen om et tredie Stykke, nemlig Forholdet med Forlovede, og i dette Forhold er der igjen adskilligt Mærkværdigt, som alene kan forstaaes i Sammenhængen med det hele øvrige Familie-Liv.
Det er Nattefrieriets beklagelige Særsyn, som jeg her sigter til. Vistnok har jeg allerede handlet derom i et andet Skrift, og for min egen Del vilde jeg helst lade det forblive dermed. Men det var dog meget langt fra, at det der lykkedes mig at løse dette Uvæsens Gaade, og Forskningen man fremdeles forfølge den Sag.
Efter Iagttagelser i de før nævnte throndhjemske Bygder skal jeg forklare, hvorledes det efter min Mening er gaaet til, at en saa usømmelig og ulykkesbringende Skik har kunnet opkomme og vedligeholde sig blandt vore Bonde-Almuer.
I Oldtiden synes Skikken ifølge Sagaerne omtrent at have været saa: Gutten friede ikke først til Pigen selv, men gik med sin Fader eller en anden ældre Mand hen til Pigens Fader og gjorde Aftale med ham om at faa hans Datter til Ægte. Denne Aftale lignede en Handel og kaldtes virkelig Kjøb (kaup), saasom der blev aftalt, hvor stor Medgift Bruden skulde faa af sin Fader o. s. v., og det kunde træffe, at Faderen brugte den Myndighed, som Lovene hjemlede ham, saa han fæstede Datteren bort uden hendes Vidende, ja mod hendes Ønske. Ved denne Aftale blev der gjerne fastsat en vis Tid, et eller flere Aar, da Brylluppet skulde holdes. Og i denne Mellemtid er det jo ikke utroligt, skjønt det neppe noget Sted i Sagaerne fortælles
