Side:Folkevennen 1858.djvu/94

90

Denne Scene stod mig for Øie engang, jeg sad i lang og fortrolig Samtale med en usædvanlig kraftig Gubbe af en Fjeldbonde. Jeg ledede med Forsæt Samtalen hen paa de Ting, som jeg her har skrevet om, og fortalte ham nogle Træk af Børne-Opdragelsens Skik der; hvor jeg er kommen fra. Jeg skildrede, hvorledes Børnene tidlig vænnes til at hilse Fader og Moder hver Morgen og Aften, o. s. v.; jeg beskrev de huslige Feste, som Forældrenes Fødsels-Dage og andre Minde-Dage give Anledning til, hvorledes Børnene ved saadanne Leiligheder glæde sig ved at faa en eller anden Foræring istand til Fader og Moder og dermed lægge sin Hengivenhed for Dagen, og jeg fremhævede, hvorledes disse Skikke og Sædvaner udentvivl bidrage Sit til at fremkalde og vedligeholde et ømt og fortroligt Forhold. Bonden hørte paa med den største Opmærksomhed, og da jeg sluttede, udbrød han med en egen Livlighed: „Nei, du skal have Tak, som sagde dette!“ Det var hel underligt for mig at høre et saadant Ord af ham, Fader og Bedstefader for en talrig Familie og altsaa nødvendig en meget erfaren Mand i disse Ting. Men nu blev det hans Tour til at fortælle. En Gang blev han kaldt hen til en gammel Bonde i Bygden, som vilde have hans Raad og Bistand i det Familie-Anliggende at skifte Gaard og Løsøre til Sønner og Svigersønner. Det holdt paa i 2 Dage, og en Stund efter at Arbeidet var endt, sagde den Gamle: „Nu har jeg skiftet fra mig alt det, jeg eiede; men ikke har Nogen af dem sagt mig saa meget som Tak.“ Da maatte den ældste Søn træde frem og sige, at det var dog Noget, de havde villet gjøre alligevel. – Nogen Tid efter kom det dertil, at Bonden, som fortalte mig dette, selv skiftede fra sig Gaard og Løsøre og netop beholdt saa meget for sig selv, at han kunde være skikkelig berget som Kaarmand. Da kom hans 3 Sviger-Sønner frem og takkede, men hans egne Sønner ikke. „Jeg tror nok, de mente det – men