overalt Men nogle Exempler tør jeg endnu tilføie for at gjøre det Eiendommelige i Tingen ret anskueligt.
En flink og brav Tjenestepige havde betroet mig, at hun i nogle Maaneder havde været forlovet, men i al Hemmelighed, og jeg paalagde hende saa snart som muligt at gaa hen til Forældrene og aabenbare Sagen for dem. Siden kom Faderen – en forstandig og vel anseet Bondemand – til Gaarden i et Erinde, og det blev vedtaget mellem Pigen og mig, at jeg skulde gjøre Faderen denne Meddelelse, men i hendes Nærværelse. Den af os Tre, som var mest bevæget, var kanske mig; hos Faderen saa jeg ialfald kun lidet Tegn til Overraskelse eller Bevægelse; men han kjendte Frierens Formues-Omstændigheder og Familie-Forholde, og deri fandt han store Betænkeligheder mod Forbindelsen; han talte med Iver herom, og dette var den eneste Maade, hvorpaa han røbede Deltagelse for Datteren. Omsider kom jeg til Orde for at sige to Ting: først til ham, at han dog endelig fik tage noget Hensyn ogsaa til Datterens Tilbøielighed, og om Frieren var en brav Karl, dernæst til hende, at hun burde bede sen Fader om Tilgivelse, fordi hun havde viist ham saa liden Fortrolighed i denne Sag. Langt om længe fik hun overvundet – ikke sin Ulyst, men sin Undselighed, saa vidt, at hun fremstammede et bønligt Ord. „Saa ræk din Fader Haanden derpaa!“ sagde jeg – for jeg syntes det skulde faldet saa naturligt. Men denne Opfordring var det hende en Umulighed at efterkomme. Heller ikke hørte jeg en Stavelse af ømt deltagende Ord fra Faderens Mund, og endnu mindre kunde det falde ham ind at lægge sin Haand trøstende og beroligende paa Pigens Skulder. Og dog tror jeg, at han ikke var uvenlig stemt. Men det var, som om Skikken og Sædvanen havde reist en Mur imellem dem. Siden hun var Spædbarn, havde han rimeligvis aldrig klappet hendes Kind, hun aldrig grebet hans Haand.
