„Jeg kan da være glad, jeg ogsaa – svarede Bonden –,
naar jeg kommer hjem og ser, at Alt staar vel til. Og
det kan jeg da se paa Konen, at hun ogsaa er glad naar
hun ser mig igjen.“
„Visselig vil jeg gjerne tro, at der mellem dig og mig ikke er saadan Forskjel i det indre Væsen som i den udvortes Skik“ – og dette Ord ledsagede jeg paa min Maade med et Haandslag som Tegn paa min uskrømtede Agtelse for Manden. „Men det er Skikken, vi tale om, og i den er der Forskjel, mærker jeg. Efter Skikken i dit Hus sees der ikke stort af Kjærtegn mellem Mand og Kone, ikke saa meget som et Haandslag. Ja, her falder mig en Ting ind: du har jo været gift i 15 Aar – mon jeg skulde tro, at du i disse Aar aldrig har rakt din Kone Haanden siden den Dag, du og hun stode for Alteret sammen som Brud og Brudgom?“
Manden studsede ved Spørgsmaalet og tænkte sig om.
„Jo, det gjør jeg hver Jul-Kveld.“
„Saa?“
„Jo, for det er Skik da at takke for Maden. Er der Gamle-Folk i Huset, saa takke først de hverandre; saa takke Husfaderen og Husmoderen først de Gamle og derpaa hverandre; dernæst komme Børnene frem og takke først de Gamle og saa Fader og Moder; og tilsidst gjøre Tjenerne det samme.“
Jeg kan sige, at denne Mands fortrolige Forklaringer baade overraskede og fornøiede mig. De vare mig nye og lærerige. Forhen havde det bestandig forekommet mig saa, at der var saa Lidet af Tegn paa Hengivenhed og Ømhed i vore Bønders Familieliv; nu kom jeg med en Gang til at opfatte Sagen saa, at der heller er slet Intet af det, vi kalde Kjærtegn. Og i dette Tilfælde er Forskjellen mellen Lidet og Intet særdeles vigtig. Thi hint Lidet kom jeg mangen Gang til at udlægge som Mærke paa Sløvhed
