„Hun – dersom hun ikke har noget Arbeide for sig,
idet samme jeg kommer paa Gaarden, saa kan hun gaa ud
paa Trappen og se.“
„Men dersom hun til Exempel sidder ved Rokken?“
„Ja saa kan hun standse lidt paa Hjulet, idet jeg kommer ind; men saa giver hun sig til at spinde igjen.“
„Og siger ikke et Ord?“
„Velkommen at – kan hun sige; men det er ikke altid det heller.“
„Hør – jeg vilde at hun i det Mindste skulde reise sig fra Rokken og gaa hen imod dig og række dig Haanden til Velkomst.“
Her maaatte Bonden le. „Dersom hun gjorde det, saa vilde nok Tjenestegjenten flire ad hende.“
„Hun maatte da ialfald reise sig for at give dig noget at spise og drikke?“
„Aa nei, hun venter for det Meste, til jeg er færdig med mit Stell og siger til. Saa kan hun spørge, hvad jeg vil have i Kveld, eller ogsaa kan hun have gjort færdigt iforveien noget af det, som hun veed, jeg liker.“
„Svar mig nu oprigtigt paa det Spørgsmaal: Har du aldrig hørt nogen Bonde sige saa meget som God Dag til sin Kone naar han kom hjem fra Reise?“
„Jo, for nogle Aar siden levede her en Mand i Bygden, som brugte det – det var endda Manden paa –“ (her nævntes Gaarden).
„Fremdeles: har du aldrig seet en Bonde-Kone gaa hen imod Manden og række ham Haanden til Hilsen ved hans Hjemkomst?“
„Nei, det har jeg ikke seet, og der er nok ikke nogen her i Bygden, som gjør det heller.“
„Jeg har ondt for at forstaa dette. For mig er da en Haandrækning et saa naturligt Tegn paa Velvillie og Hengivenhed.“
