og Ligegyldighed og ukjærligt Sind; men med dette Intet er det anderledes; i Virkeligheden kan der være god Forstaaelse og venlig Stemning og dog maa Følelsen ikke røbe sig selv ved et Haandtryks lette Tegn: saa byder en gammel nedarvet Skik.
Efter hin Samtale kom jeg mig i Bekjendtskab med flere og flere Mænd i Bygden, og ved fortsatte Efterspørgsler fik jeg overflødig Vished for, at Skikken er hele Bygden igjennem saadan, som den første Mand forklarede det. Jeg hørte ikke en Stavelses Afvigelse. Thi det var ikke Afvigelse, at jeg hist og her fik et lidet Tillæg til den første Forklaring. Saaledes fortalte En, at naar Husbonden reiser hjemmefra og netop skal sætte Hesten i Gang, saa kan han stundom lade de Ord falde: „Ja, dokk maa laavaa so væl no da.“ Et andet Tillæg er det, at ligesom Husbonden ved Hjemkomsten fra Reise ikke hilser „God Dag,“ saaledes høres ikke mellem Husets Folk et „God Morgen,“ saa langt Aaret er. – En af de Mænd her i Bygden, som bedst kunde fortælle mig om det hele Folkelivs Skik og Væsen, var en sjelden livlig og dygtig Olding paa 74 Aar, og af mine mange Optegnelser under Samtalerne med ham skal jeg hidsætte en Prøve: „Han havde aldrig hørt den hjemvendende Husfader hilse God Dag, og at Konen, om hun sad ved Arbeidet, havde reist sig for at gaa Manden imøde og hilse ham, det havde han aldrig seet. Men man kan se hende sidde og smile, og „Velkommen at“ kan hun yttre. Manden sætter Færdes-Spandet fra sig paa Bordet og hænger faa op Reise-Huen og Votterne. Naar han atter gaar hen for at lukke Spandet op og tage frem By-Godt til Børnene, saa kan han have det mindste Barn paa Armen, og det er hyggeligt at se de andre Børn, hvorledes de klynge sig om ham og krybe op paa Bænk og Bord.“
Jeg mindes meget vel, at da jeg hørte denne Skildring, af den Gamle, saa lagde jeg Mærke til, hvorledes han
