Tanke, som jeg hørte udtrykt med de Ord: „bedre Gaardbrugere“ og „simple Bondefolk.“ – I Soknedalen var det netop saa vidt, at en Smule Stands-Forskjel mellem Gaardmænd og Husmænd begyndte at komme frem; i Støren og Horrig vare disse to Klasser allerede tydelig adskilte; i Melhus endelig maatte jeg skjelne mellem tre Klasser, idet en lignende Forskjel mellem en høiere og lavere Bonde-Klasse var temmelig kjendelig. I Melhus er der nogle Bonde-Familier, i hvis Skjød man for en Stund næsten kan glemme, at man er paa Landet; i andre og det i de fleste Familier gjenfinder man omtrent de samme Sæder og Leveskikke som i Horrig og Støren; hos afsidesboende gamle Folk endelig kan man snarere tro sig henflyttet helt op til den gammeldags Soknedals-Bygd.
Man vil forstaa, at denne Mangfoldighed gjør det vanskeligere at opsatte og gjengive et Billede af Skikkene for Omgang og Selskabelighed. I Soknedalen kunde hver Mand give Forklaring for den hele Bygd ved at fortælle om Skikkene i hans eget Hus; i Melhus er der større Ulighed mellem det ene Hus og det andet, den ene Grænd og den anden. En Mand kunde her have sit Hus og sin Grænd for Øie og derefter give en meget omstændelig Forklaring; en anden Mand kunde gjøre ligesaa, og det kunde altfor let træsfe, at disse Forklaringer kom i Strid med hinanden.
Som Prøve hidsætter jeg dog nogle Træk, som jeg optegnede under Samtale med den af mine Hjemmelsmænd i Melhus Hovedsogn, som jeg maatte anse for den kyndigste og paalideligste i dette Stykke – en Skoleholder, som var barnefødt i Sognet og havde levet der al sin Tid.
Ogsaa her bruge Mandfolkene – og der er neppe nogen Undtagelse – at beholde Huen[1] paa den hele Dag,
- ↑ De Ældre bruge endnu Rød-Hue (Top-Hue), de Yngre tildels Kaskjet. I den senere Tid sees Rødhuen sjeldnere paa
