inde som ude. Den lægges kun af, naar Bordbønnen læses og Maaltidet varer. Ligesom i Soknedalen blottes dog Hovederne ved en Embedsmands eller lignende Fremmeds Nærværelse. Her i Melhus kan det dog stundom sees, at naar en af „de bedre Bønder“ kommer ind til en anden, saa letter han paa Huen, i det samme han hilser sit „God Dag;“ men oftest sætter han den paa igjen strax.
Det „Sign Gud,“ hvormed Husets Folk længere oppe i Dalen besvare den Indtrædendes „God Dag.“ er allerede temmelig aflagt i Horrig, og her i Melhus høres det kun en sjelden Gang, hos afsidesboende Folk af den ældre Slægt. „God Dag igjen,“ er nu det almindelige Svar.
Endnu er det dog almindeligt, at den Indtrædende ledsager sit „God Dag“ med det vakkre Ønske „Sign Arbeid.“[1] „Takk“ svares der.
„Takk for sist,“ kan saa den Indtrædende sige, hvis han har nogen større Traktering at takke for; hvis det er en af de bedre Bønder, kan han fremdeles ledsage dette Ord med et Haandslag og stundom, skjønt langt sjeldnere, tillige med et let Nik med Hovedet. „Itt aa takk for“ svares ogsaa her, eller: „Sjøl Takk.“
Nu indbydes til Sæde. „Du maa innpaa Bænken aa sett deg ne.“ – „Aa, æg fær nok sitt“ – saa lyder Tiltalen og Svaret almindeligst. Men blandt de bedre Bønder
- ↑ Eller „Sign Maten“ o. s. v., ganske som i Soknedalen. Ogsaa i Melhus tager den Fremmede Huen af, naar Husets Folk sidde ved Bordet og læse Bordbønnen. „Væl bekom Maten.“ siger den Fremmede tilsidst; „Takk.“ svarer Husbonden.
Kirkeveien; i dens Sted bruges Kaskjet eller helst Hat. Gaar en Mand naa Hjemveien fra Kirken ind til en Anden i Besøg, saa sidder han altsaa med Hatten paa i Stuen. Hjemkommen til sit eget Hus bytter han den strax med den mageligere Hue.
