fattige Bygd er det temmelig gammeldags og dermed forskjelligt fra Leveskikkene i det øvrige Præstegjæld. Men selv i hvert af de tre Sogne i selve Dalen er der visse Afvigelser i Et og Andet, saaledes f. Ex. i Sproget; i Flaa f. Ex. siger man „ei“ for „jeg,“ i Hovedsognet hedder det „æg.“
Vi skulle dvæle lidt længer med vor Betragtning i Melhus Hovedsogn. Først skal jeg erindre om den Skik med Husmandsvæsnet i Soknedalen, at Husmændene der snarest ere at betragte som et Slags Leilændinger, som kun have at svare et vist Antal Arbeidsdage og et vist Beløb i Penge, men ellers ikke have nogen Arbeidspligt for Husbonden. Allerede i Størens Hovedsogn er dette Forhold i den senere Tid blevet anderledes, saa at nok de fleste Husmænd der ere arbeidspligtige efter Forlangende af Værten hele Aaret rundt. Men dette Forhold har i Melhus bestaaet i længere Tid og er blevet ganske almindeligt. Hermed er Standsforskjellen mellem Gaardmænd og Husmænd blevet mere udviklet her. Dette er en Følge af, at her er større Gaarde, som mere tiltrænge Husmændenes stadige Arbeids-Hjælp. Men denne Udvikling af Stands-Forskjel er gaaet endnu videre, idet en Del Gaardbruger-Familier temmelig kjendeligt danne en Klasse for sig selv, der staar nogle Grader over den almindelige Bonde-Almue, omtrent som der er nogle Gaarde, der ved sin Størrelse staa temmelig meget over de middels Gaardsbrug. Man bliver opmærksom paa denne Forskjel allerede ved at reise igjennem Bygden og betragte Husene paa Bonde-Gaardene – nogle meget store, derhos panelede og malede, andre smaa og graa. – Paa Romerike i Christiania Stift kan man man med Hensyn til et lidet Udvalg af Familier høre det Udtryk: „konditionerede Bønder.“ Dette Udtryk hørte jeg just ikke her, og Standsforskjellen er neppe heller saa stor her som paa Romerike; men det var dog omtrent den samme
