der skulde det være en let Sag at blive en rig Mand“. – saaledes udtrykte man sig ofte i Soknedalen og gav dermed den Mening tilkjende, at de gode Horrigbygger nok ikke havde brugt med synderlig Flid og Omtanke den gode Leilighed, som Bygdens Beliggenhed og Natur-Beskaffenhed tilbyder dem. Og jeg kan lægge til, at naar Mænd udenfor Bondestanden, som ovenfor anført, klagede over Mangel paa Livlighed og Tænksomhed og Foretagelses-Aand i Guldalen, saa var det mest Horrigs-Bygden, de sigtede til[1]. Saa meget kunde ogsaa den Fremmedes Øie se, at de udvortes Omstændigheder for Fremgang i Velvære og Dannelse ere gunstigere her end i de øvre Bygder, men at alligevel Dannelsen ingenlunde staar høiere her. Imidlertid fandt jeg ogsaa i Horrig enkelte tænksomme Folk, som jeg havde Fornøielse og Nytte af at samtale med, og efter deres Forklaringer kan jeg anføre dette, at Bygde-Skikkene ere saa at sige ganske ens her og i Støren. Et skal jeg dog lægge til: Ligesom Milestolpen sagde mig, at jeg var en Mil nærmere Byen her end i Støren, saaledes var det mig ligesom et Mærke paa det samme, da jeg en Dag gik hen efter Veien og blev hilset af nogle unge Karle, som havde paa Hovedet ikke røde Top-Huer (dette Fjeldbondens Kjendings-Mærke), men Kaskjetter, og – lettede lidt paa dem, idet vi mødtes.
Nedenfor Horrig komme vi til Melhus Præstegjæld eller dets tre Sogne i Hoved-Dalen: Flaa, Melhus og Leinstranden. Et fjerde Sogn er Hølandet – en Markebygd ovenfor Melhus Hovedsogn, paa Høiderne mellem Gul- og Ørke-Elven. I denne sidste afsidesliggende og
- ↑ Der gaar det Ord (og jeg tror, det var en af de forrige Præster i Støren, som først skulde have sagt det), at 1 Soknedaling er jevngod med 2 Støresbygger eller med 3 Horrigbygger.
