rimeligvis sigter til, at den med temmelig jevn Dybde (omtrent 80 Favne) strækker sig langt ud i Havet. Den inderste Del af denne Lang-Grund kaldes tildels Me-Botn; her findes visse Fiske-Grunde, kjendte formedelst Mid fra Land (deraf udentvivl ogsaa Navnet Me-Botn eller Mid-Bund). Længere ud paa Lang-Grunden bliver der atter fisketomt; men saa igjen alleryderst ved den Kant eller Egg, hvormed Lang-Grunden brat styrter af mod det bundløse eller ukjendte Havdyb, her er det fiskerigt. Denne Lang-Grundens yderste Egg (den kaldes ogsaa af Fiskerne Stor-Eggen) sagdes at strække sig fra det før omtalte Bredsunds-Dyb omtrent i samme Retning som Landet, men ellers med forskjellige fremspringende Næs og indadgaaende Bugter, og jeg mindes deraf Sørmands-Næsset, Fjærtoft-Næsset, Skadde-Næsset. Til disse Stor-Eggens Næs søge Harhams-Fiskere i gode Sommerdage ud med sine Ottringer; paa Veien did maa de se sine egne Øer synke under Havbrynet; de Fastlands-Fjelde, som før vare dem de høieste, blive smaa, og de endnu høiere Fjelde længer inde, saasom Romsdals Horn og Trold-Tinderne, træde frem til Landkjending for dem. Men Afstanden sagdes ogsaa at være et halvt Snes Mil, nordvest ud fra Landet.
Paa Toure til Stor-Eggen tror jeg at Fiskerne bruge at have Kompas med paa Baaden. Men ellers tænkes ikke stort paa Kompasstreger; det gjælder bare at finde ud til den bekjendte Fiskegrund og tilbage til Hjemmet: Og Fiskeren har intet Middel til at maale Afstandene, dem han kun angiver efter Skjøn. Naar man betænker dette og tillige erindrer, at Fiskeren ikke har befattet sig videre med egentlige Undersøgelser af Havbunden, men kun har havt for Øie at faa saa meget Fisk som muligt, og at han derfor mest har holdt sig til de fra gammel Tid kjendte Fiske-Pladse nærmest Hjemmet, saa vil det forstaaes, at disse Forklaringer om Havbunden maatte være temmelig utydelige
