og vist er det ialfald, at de tale med stor Sikkerhed om disse Ting.
Hvorledes findes Garnet igjen? Jo, fra Garnet paa Havbunden gaar en Line op til en flydende Dubl, og idet denne sættes paa Vandet, er det Styremandens Sag at tage nøiagtig Mid paa Land, i to Retninger naturligvis; næste Dag, naar han skal ud at trække Garnet, styrer han efter Miden og veed at træffe lige paa Dublen; ja, det blev mig sagt, at om Styremanden formedelst Sygdom eller andet Forfald ikke kunde reise ud selv, saa skulde han kunne opgive sin Mid saa nøiagtigt for en anden kjendt Mand, at denne kunde finde Dublen. Ved alt dette maa dog anmærkes, at hver Fisker kun pleier være kjendt med en vis mindre Strækning af Havet, lige ud for hans Fiske-Vær; og det er vel heller ikke den hele Havbund, som er saaledes kjendt, men kun de enkelte Bakker og Aaser paa samme eller de udmærkede Grunde, som Fiskere fra samme Vær i umindelige Tider have søgt, og om hvilke Kundskaben er nedarvet fra Fader til Søn. Man kan spørge, hvorledes disse Fiskegrunde fra først af bleve opdagede? Med Garnbrug, hvormed Fiskeriet har været drevet nu i flere Menneske-Aldere, maatte det, som det synes, gaa meget langsomt med saadan Opdagelse, og denne skriver sig efter min Forestilling fra hin fjernere Tid, da Fiskerne ikke vidste af andet Redskab end Snøre med Lod og Krog: dette maatte jo idelig fires ned og hales op, og for hver Gang blev jo Dybet maalt som ved Lodskud. Paa denne Maade have ogsaa Harhams Fiskere samlet sig Kundskab om Havets Bund i et endnu større Dyb og i en langt større Afstand fra Landet, hvor der aldrig har været bragt Garn. Udenfor den nævnte Land-Me skal der være et fiskeløst Dyb, Stor-Dybet, som det kaldes, med omtrent 120 Favne Vand. Men udenfor dette igjen hæver Bunden sig atter og danner den saakaldte Lang-Grund, et Navn, som
