det er Ting, som kunde være Gjenstand før historisk Undersøgelse. Men hvad der for mig ligger mest Magt paa, det er at lære den hele Dannelses-Tilstand i Landet at kjende saadan, som den nu for Tiden er.
Det er i Grunden yderlig smaa Ting, som tilsammen danne det, vi kalde Høfligheds-Skikke. Det kan synes underligt at tale og skrive om Sligt. Men det gaar ofte saa, at Forskningen maa bemøie sig netop med det Smaa. Et paafaldende Exempel herpaa kan jeg anføre for de Læsere, som have en Smule Skjøn paa, hvad Botanik er eller Videnskaben om Planterne: naar det gjælder om at beskrive Forskjellen mellem to Slags Træer, saa pleier Videnskabsmanden ikke henvise til Stammens Tykkelse og Høide og Træets Udseende i det Hele; mere han gjør opmærksom paa visse smaa Dele ved Blomsten, ofte saa smaa og fine, at man ret maa stirre meget stærkt for at opdage dem. Men ganske ligedan vil man ofte kunne komme til Forstaaelse om vigtigere Ting i Folkelivet ved at agte paa saadanne enkelte Træk, som i sig selv ere ganske betydelige og derfor lettelig oversees af de Fleste.
Netop formedelst det, som jeg havde oplevet ved mit første Møde med hin Bondemand, og som jeg siden i fortrolig Samtale hørte af ham, foresatte jeg mig at benytte Leiligheden til at blive nøiagtig kjendt med denne Bygds Skikke i det nævnte Stykke. Jeg samtalte udførligt om Sagen med den samme Bonde og fulgte siden hans Raad at gjennemgaa det Hele med en ældre Mand i samme Bygd, hvem han nævnte for mig som en af de skjønsomste og paalideligste. „Dersom han og jeg forklarer det lige ens, saa kan du være mere sikker paa, at det er rigtigt.“ Og jeg maatte forandre mig over, hvorledes de to Forklaringer ofte stemmede lige paa Stavelsen; thi de Ord og Talemaader, som bruges ved Hilsninger o. s. v., ere – som Læseren vel har forstaaet – for en stor Del saaledes
