vedtagne og staaende, at de bruges uden Afvigelse af Alle og Enhver. – Hvad jeg her meddeler, er altsaa ikke blot Erindringer om egne Iagttagelser, saadanne, som enhver Reisende kan have gjort, men det er for den væsentligste Del grundet paa Forklaringer, som jeg indhentede hos flere skjønsomme Mænd, og som jeg nedskrev paa Stedet.
Jeg kunde nok have fremsat Summen af mine Undersøgelser saaledes: Bønderne i vore Fjeldbygder ere ingenlunde saa kantede og plumpe, som mange Byfolk mene. Men en saadan Forsikkring vilde ikke due f. Ex. til at anstille Sammenligning mellem Folkelivet i forskjellige Egne af Landet. For mig havde netop Iagttagelsen af de mange enkelte Ting en særegen Interesse, og jeg fortsætter derfor med Fremstillingen paa samme omstændelige Maade, som jeg begyndte.
Jeg fortalte om, hvorledes en Bygdemand hilser ved sin Indtrædelse i Stuen, hvorledes han bliver modtaget og trakteret. Nu er det Afskeden.
Efter udrettet Erinde bør Gjæsten endnu dvæle lidt og samtale med Værten om en eller anden nnderholdende Ting, saasom om Storthinget, som holder paa saa længe, om Jernbanen, de tænke at bygge fra Byen til Støren.
„Nei, e bli sittand længer, enn e hadd tænkt,“ – siger den Fremmede omsider. – „Dæ bli fell snart Kveld,“ kan han lægge til.
Under disse Ord lægger han fra sig Levningen af det Kake-Stykke, som man vil erindre, han fik i Haanden (og der maa altid levnes Noget[1]), og han nærmer sig Udgangen.
- ↑ Er det en Mand af rigtig gammeldags Sæder, har han vel bare nydt en liden Bid, og naar Husmoderen siden lægger det Levnede hen i Skabet, kan man høre hende yttre: „Nei han va da rigtig var au, han“ (var eller grannvar, bruges om den, som er forsigtig i sin Opførsel, omhyggelig for ikke at overtræde det Passende).