Et Haandslag var mit første Svar, og denne Gang
slap han ikke Haanden fuldt saa snart. Jeg takkede ham
hjertelig for hans Fortrolighed. Det var, som om der med
en Gang gik et Lys op for mig over mange Ting, som jeg
i min flereaarige Omgang med Bondefolk i de gammeldags
Bygder ofte havde maattet undre mig over, ja ikke sjelden
havde følt mig stødt ved.
Høflighed i Omgang er et enkelt Stykke af det, som vi betegne med det vidtløftige Ord: Dannelse. Byfolk, som ikke ere kjendte med Bondens Maade, dømme ofte saa, at Bonden har altfor lidet Begreb om Høflighed, at han er udannet, plump og raa. Men dette er i mange Tilfælde en urigtig Dom. Tingen er, at der er ligesom to Slags Dannelse i Landet, Byfolkets og Landfolkets, og Forskjellen er ikke altid saa, at denne sidste er ringere end den første, men saa, at der hersker forskjellige Begreber om, hvad der er det Rette og Passelige.
Hvorledes Forskjellen er fremkommen, om saaledes, at en Del af Landets Folk selv lidt efter lidt have forandret og da vel i visse Maader udviklet eller forædlet de tidligere Skikke (gammeldags og nymodens), eller saaledes, at nye Skikke fra andre Lande have trængt sig ind og fundet Efterlignelse hos en Del af Folket (norsk og udenlandsk), se,
mand paa sin Maade, saa kan det altfor let gaa saa, at det Hele gaar istaa for ham eller maaske for dem begge to, saasom han mærker, at hans Maade ikke passer sammen med den Andens, og han ikke i en Hast veed at tage Tingen paa en anden Maade. I det ovenomtalte Tilfælde vilde en Bygdemand i mit Sted ikke have taget nogetsomhelst Anstød – thi han vilde jo været vant med „Bygdens Maade“ –, og ligeoverfor en Bygdemand vilde Bonden selv ganske vist have været mere naturlig og fri, altsaa ogsaa (for at bruge et Udtryk, som stundom høres i Tale om By-Skik) mere „beleven.“
