vittige Folk, saa kunne de ret vel bruge saadanne Udtryk og Vendinger, at de paa en sin Maade faa hentydet paa et eller andet Mellemværende, for hvis Skyld den Fremmede kanske netop kom idag, og ialfald er det Høflighedspligt at holde Passiaren i god Gang.
Den her beskrevne Hilse-Skik forandres dog paa forskjellig Maade efter de særskilte Omstændigheder. Det vilde være endeløst at gjennemgaa alle disse Forandringer ganske fuldstændigt. Enkelte Træk faar jeg dog tilføie.
Dersom det er en af de andre Opsiddere paa samme Gaard eller en Person fra en af de allernærmeste Nabo-Gaarde, som kommer ind i et saadant kort Erinde som for at laane en Øx eller noget Lignende, saa kan det være nok med et „Sign Arbeid“ – „Takk.“ Tonen, hvori han siger dette, og endnu mere den upyntede Arbeidsdragt, hvori han viser sig, giver strax tilkjende at han ikke venter eller ønsker nogen videre Opmærksomhed, saa Husfolket ikke engang behøver at bede ham sidde ned.
Omvendt kan det dog ogsaa være at netop Naboer ved visse Leiligheder hilse paa en mere høitidelig Maade, nemlig paa Helligdage, da det istedetfor: „God Dag“ – Svar: „Sign Gud.“ hedder saaledes: „Guds Fred“ – Svar: „Gud vær hos.“ Det er egentlig en ældre og nu mestendels aflagt Skik; men den hænger i endnu blandt ældre Folk i Omgang med nære Naboer og andre fortrolige Kjendinger.
Naboer, som ofte se indom til hinanden og nyde Gjæstfrihed hos hinanden indbyrdes, lade gjerne den stive Takken for Sidst falde bort. Kun naar de nylig have været i Lag sammen, ved Gravøl, Bryllup og deslige, ligemeget hos den Tiltalte eller hos Trediemand, saa bruge Naboer ligesom Andre ved næste Møde at lade de Ord falde: “„Takk for Samvære sist.“ „Ja, ska du haa Takk“, er naturligvis Svaret.
