„Takk,“ svares der, og allerede den lille Ting, om
dette „Takk“ kommer langsomt eller hurtigt, kan være nok
til at vise den Fremmede, om han er velkommen eller ei.
„Takk for sist,“ vedbliver den Fremmede, stundom ganske tankeløst, uden at han egentlig har Nogen at takke for, men ellers kun, naar han har nydt nogen større Opmærksomhed i Huset, saasom drukket en Kop Kaffe eller spist et Maaltid Mad.
„Itt aa takk for.“ er Svaret, eller efter Omstændighederne: „Sjøl haa Takk for sist,“ eller vel endog med større Udtryk af Erkjendtlighed: „Ska du haa Takk for sist.“
Under dette har en af dem, som ere nærmest for Haanden, gjort ryddigt paa Langkrakken foran Bordet (eller hvis det er en mere anseet Gjæst – en Storing eller en af de Fornemme – skydes der frem en Stol), og Husfaderen indbyder:
„Sjaa aat, du fær sitt.“
„Aa ja, e fær fell sitt, “ saaledes giver Gjæsten tilkjende, at det netop var hans Agt at sidde ned en Stund. Eller dersom det kun var et Snar-Erinde, han agtede at udføre, saa vilde han sætte sig med de Ord: „Nei, e ska itt sit hell naae æng.“
Nu hører det til at Værten skal sige Noget.
„Saa du æ ut aa gaar i God-Være?“ (eller „Ruske-Være“ eller lignende).
„Ja, no æ dæ rigtig godt Vær, æ dæ“ (eller: „Ja dæ æ lite rusket au, no“) – saaledes er Gjæsten strax rede til at gaa ind paa Samtalen.
Denne Tale om Veiret og andre almindelige Ting kan trække sig noget langt ud, hvis nemlig den Fremmede ønsker at samtale med Husbonden i Enrum og Tjenerne eller andre uvedkommende ikke have Skjønsomhed til at fjerne sig snart. Men det er ikke sagt, at denne Del af Samtalen er saa ligegyldig, som det for den uindviede kan synes. Er det
