I Julen besøger man hinanden jevnt, navnlig alle de,
som høre Grænden til. Da falder Hilsenen saa:
„God Dag“ (eller „Guds Fred).
„Sign Gud.“
„Glædelig Jul.“
„Takk for det – sam igjen.“
Hermed holdes paa til Nytaar; derefter og indtil Hell. 3 Kongers Dag hedder det: „Glædeligt Nytaar.“ Men i dette Sidste er der en liden Forandring opkommet i den nyere Tid; thi i ældre Dage – det kunne gamle Folk godt mindes – hed det stadigt: „Lyksaligt Nytaar.“
Er det en Mandsperson, som kommer til Hus, saa svarer Husbonden; hvis den Indtrædende er Fruentimmer, saa falder det Husmoderen til at svare. Er baade Manden og Konen fraværende, saa faar nogen af Børnene eller Tjenerne føre Ordet, saa godt de have lært det. Jeg husker vel hvorledes det morede mig engang her i Bygden at høre et 8 Aars Pigebarn hilse mig med sit: „Sign Gud“ og: „Sjaa aat, du fær sitt.“ Det var i en Husmandsstue.
Som en af Eiendommelighederne ved alle disse Hilse-Skikke paapegede jeg det, at der bruges saa Lidt af udvortes Tegn eller legemlige Gebærder. Navnlig sidder Huen besynderlig fast selv inde i Stuen. Imidlertid, naar Præsten kommer ind, saa tage alle de tilstedeværende Mandfolk strax Huen af og sætte den ikke paa igjen, saalænge Besøget varer. At vise andre „Fornemme“ denne Høflighed, ansees ikke for Pligt; men det gjøres dog tildels. Det hændte mig engang i Soknedalen, at en Mand, som jeg i længere Tid havde siddet i Samtale med, pludselig strøg Huen med nogle Ord til Undskyldning for, at han ikke havde sandset at gjøre det før.
Selve Husets Mandfolk sidde med blottet Hoved under Maaltidet, og naar Bordbønnen læses til Slut, tager den
