vilde te sig storagtig. Sandelig, naar vi sætte os ret ind i dette, saa ville vi vel vogte os for at udtale uskaansomme Ord over de enkelte Menneskers Hus-Stel i en Bygd, hvor de huslige Skikke nu engang ere mindre renlige og pyntelige.
Men saa bliver det store Spørgsmaal dette: Hvad kan Aarsagen være til, at Hus-Skikkene i Mands Minde og vel fra meget gammel Tid have været saa ulige i disse Bygder?
En sjelden tænksom, ja dybsindig Læge, som jeg gjorde
et behageligt Bekjendtskab med i det Throndhjemske, yttrede
sin Mening saa: De høie Fjeld-Sider gjøre, at der kommer
ikke saa meget Sol-Lys ned i den trange, dybe Dal, og
Folket vænnes desuden til saa megen Sorthed ved idelig at
færdes paa de sorte Agre – derfor støder det ikke deres
Øie saa meget, om der er skummelt og smudsigt i deres
Boliger. I Fjeldbygderne derimod hviler det rigeste Dagslys
over de grønneste Marker, og i Menneskets Indre tændes
en beslægtet Higen efter alt, hvad der er lyst og rent.
Men denne Forklaring er mig mere smuk end overbevisende.
Forstandige Almuesmænd i Guldalen have drøftet
Sagen med mig og fremhævet, at deres Kvindfolk ere langt
mere overvældede med Arbeide og Besvær end Kvinderne i
de, som de paastaa, lykkeligere, rigere og mere letvindte
Fjeldbygder. Det er ogsaa sandt, at der paaligger Kvindfolkene
meget Tung-Arbeide. Jeg skal nævne noget deraf:
1) sprede Gjødselen med Harv eller Jernrive, 2) „hekte“
eller jevne Ager-Furerne, 3) rage Løv og Kvist af Engene
om Vaaren, 4) tildels slaa Hø, dog nu mindre i Brug
end før, 5) rage Hø, først sammen i „Raak,“ siden i „Mue“
eller større Dynge – et Arbeide, som 1 Kvindfolk har at
udføre for 2 Karle, 6) udføre den største Del af Korn-Skurden,
hvorimod al Træsking her forrettes af Mandfolk,