„Men Du har dog ikke været i hvert Hus og seet
efter den Ting, saa jeg spørger Dig endnu, hvordan Du
kan vide saa vist, at der kun er den Ene?“
„Aa, der er da tidt talt paa det, at den Mand vil være saa meget grummere end Andre. Folk synes ikke videre om det og spytte paa Formon udenfor Spyttebakken hans.“
For Sikkerheds Skyld talte jeg ogsaa til en anden Bonde i samme Sogn for hans Spytten paa Gulvet, og hun gav mig ganske samme Forklaring, ogsaa om denne Ene. I det tredie Sogn, endnu nærmere i Byen, sad jeg atter sammen med en Bonde i Nystuen og det paa en af de rigeste Gaarde i Sognet Og her – her saa jeg en Spyttebak. Muntert fortalte jeg Manden, hvorledes der i de øvre Bygder dømtes om Spyttebakker, og spurgte ham om hvorledes han turde vove Sligt, og hvorledes det gik ham mellem Naboerne.
„Aa – var Svaret – det kan nok gaa an i Ny-Stuen; en anden Sag var det at have den i Daglig-Stuen.“
Et stærkere Exempel paa Skikkens Magt veed jeg aldrig at have fundet. Skikken hersker med Tyranni. Og fast Alle bøie sig for den; men de Fleste undse sig ved at tilstaa det. Jeg skulde vel heller ikke have opdaget dette Exempel, dersom jeg ikke først havde truffet til at tale om Sagen med en Bondemand, som jeg holder for en af de skjønsomste, jeg kjender.
Nu kan jeg godt tænke mig, at en brav Bondemand i Guldalen kan komme hjem fra en af sine hyppige Reiser til Røros og tale med sin Kone om, hvor snildt det skulde være, om de kunde holde sit Hus paa Røros-Vis, og jeg kan tænke mig, at Konen virkelig kan være villig til at gaa ind paa Mandens Tanke og Ønske. Men saa Udførelsen? Først vilde kanske Tjenestepigen vise surt Ansigt, om hun skulde skure Gulvet hver Lørdag, og dernæst vilde Konen udsætte sig for den Dom af sine Grand-Koner, at hun
