bakker, med Granbar i, en til Nystuen og en til Dagligstuen – spyt saa selv i dem, saa vænner Tjenestegutten sig til det samme, og næste Aar skal Du kanske se, at den lille Begyndelse til mere pyntelig Skik er i Gang hele Grænden over!“
„Ja, det er Noget, jeg rigtig tidt har tænkt paa. Og det kunde sagtens snart være gjort – det var nu ikke stor Kostnad, det. Men der er en Aarsag alligevel.“
„Hvad Aarsag?“
„Aa, jeg veed ret ikke, om jeg kan forklare det.“
„Er det saa, at Du vilde faa Ord for at være storagtig?“
„Ja, det er ikke frit.“
Det varede lidt, før jeg kunde komme mig af min Forundring. Saa slog jeg Manden paa Skulderen og spurgte ham raskt:
„Sig mig oprigtigt: Er det virkelig sandt, dette? Har jeg forstaaet Dig ret?“
„Ja, det er nok sandt.“
„Skulde jeg da tro, at her kanske ikke er en eneste Mand i hele Kirke-Sognet, som har en Spyttebak?“
„Det skal være netop, om Gjæstgiveren har i Gjæste-Stuen.“
Dette var i et Sogn. I det næste Sogn – nærmere Byen – sad jeg ligeledes i fortrolig Samtale med en Bonde, og i Nystuen. Han spottede ogsaa stygt under Samtalen, og jeg standsede ham. Med Flid henvendte jeg ganske de samme Ord og Spørgsmaal til ham, og det var forunderligt at høre hvorledes ogsaa hans Svar bleve lige med den forrige Mands, paa det sidste nær; thi det lød saa:
„Jo, der er en Mand, som har Spyttebak.“
„En? netop en? kan Du da vide det saa nøie?“
„Ja, for jeg vil ikke regne det, om der kanske ogsaa er paa Gjæstgiverstedet for de Reisende.“
