østerdalsk Skik staar den ledig om Sommeren, da andre Rum benyttes til Spise- og Arbeids- og Sove-Værelser. Borde, Bænke og Stole, Vægge og Loft ere malede, Skabene endog tildels forgyldte. Ovnen er blank pudset og Muren eller Skorstenen hvidtet. De mange Farver, som Bygde-Maleren har anbragt, synes mig passe godt sammen. De Ryer eller Fille-Dækkener, som bedække en Del af Gulvet nærmest Døren, vidne om Husmoderens Flid for at holde Gulvet pent. Og her har jeg, hvad jeg altid har ønsket mig i hver Bonde-Stue: Blomster i Vinduerne, ja ikke blot der, men, formedelst deres Mængde, paa de faste Bænke nedenunder Vinduerne, Myrthe, Rose, Christi-Blodsdraabe, Kaktus, Vedbende, store velvoxne Planter i nogle Potter, smaa Skud under Glas i andre. Ser jeg ud af Vinduet, finder jeg et lidet, men vakkert Blomster-Anlæg med saadanne Blomster, som kunne trives i denne høitliggende Egn. En varm Eftermiddags-Sol skinner ind; men jeg har nedfiret Rulle-Gardinet for det Vindu, hvor mit Bord har sin Plads. Et aabent Vindu slipper frisk Luftning ind, og med den følger Duften af det Hø, som netop i Eftermiddag kjøres ind paa Gaarden og opad Laavebroen. Denne Kjørsel er ikke nogen forstyrrende Larm, men en Mindelse til mig om at være flittig, ligesom Bonden og hans Kone og Børn med Flid benytte denne deilige Høveirs-Dag. Ja, jeg siger Mere: den Jevnhed og Stilfærdighed, hvorimod min Vært og Værtinde udføre sin daglige Dont som rette Bønderfolk, er mig et Vink om, at jeg ogsaa skal udføre mit Arbeide ganske jevnt og ligefrem, saa godt jeg formaar og for Resten stolende paa Herrens Velsignelse. Ja, hvor godt det skulde være, om vi ret kunde begynde og fortsætte al vor Gjerning i Jesu Navn – det fornam jeg under den velgjørende Stemning efter vore Samtaler tidligere idag, Samtaler, hvori mildt Alvor og klar Christen-Tro traadte mig saa tiltalende imøde.“
