Nogle Dage længer ude sad jeg atter i Samtale med
en Bonde, en gammel og klog Mand, og jeg skal anføre
lidt af hans Forklaringer om Bygdens Husliv.
I hans Barndom blev han befalet hver Morgen at vaske sig i Ansigtet og saa „staa paa Knæ“ foran en Seng eller en Bænk og læse Morgenbønnen. Denne Andagts-Skik havde jeg ogsaa hørt flere Andre tale om; men den er dog nu faldet bort, og naar det ikke er meget gamle Folk, kunne de kun mindes at have seet Faderen eller Bedstefaderen gjøre saa. Derimod er det fremdeles herskende Skik, at voxne Folk vaske sig om Morgenen, og at Børn holdes til det samme. Og det er maaske de færreste Bygder i vort Land, som det kan siges om. Hver Lørdags-Aften foretages desuden her i Østerdalen en større Renselse, saaledes, at gjerne hele Overkroppen vaskes.
I en Bygd i Bergens Stift samtalte jeg med en Præst om Renligheds-Tilstanden, og han fortalte mig Adskilligt, som jeg maatte forundre mig over. „Men det er det Værste: naar jeg staar for Alteret og skal meddele Absolutionen og saa maa lægge Haanden paa Hovederne – da at se, hvorledes det lever inde mellem Haarene.“ Men her i Østerdalen har Folket ifølge hin Bondes Forklaring ført saadan Krig med Utøiet: Saue-Feldene, der fast udelukkende bruges istedetfor Overdyne, bæres jevnlig ud for at luftes, tildels daglig; om Sommeren bredes de ud i Solen, og det Utøi, som maatte være, lokkes ved Varmen frem paa Overfladen eller paa Haar-Spidserne, hvorefter det pidskes bort; om Vinteren foldes Felden sammen og lægges paa Sneen, og Kulden driver da Udtøiet ind i Midten, saa det kommer imellem Haar-Spidserne og altsaa kan pidskes af, naar Felden pludselig bredes ud. Somme have brugt at lægge den befængte Feld paa en Maur-Tue og overlade det til Mauren at tage de smaa Dyr. Hjælper ikke saadanne Midler, saa lægges Felden i en stærkt ophedet Badstue
