travle Vinne-Tid (Hø-Høstningen) og i de koldeste Vinter-Maaneder. Men Kopper og Kar skuredes i fordums Tid lige saa flittigt som nu, og det synes længe at have været Konernes Lyst at bearbeide Bænke og Borde og Skabe med Sture-Sand og Skjefte[1]; thi ofte finder man, at de Lister og Prydelser, som Snedkeren har forsynet saadant Bohave med, ere skurede rent væk. I den senere Tid lettes dog dette Arbeide mere for Konerne derved, at Manden lader baade Vægge og Gulv, Bænke og Borde male; for hver Gang jeg kommer til disse Bygder, finder jeg flere blankt oliemalede Stuer – gule, røde, blaa og alle muntre Farver.
I et af disse Huse opholdt jeg mig nogle Dage. Jeg havde da været paa Reiser i flere Uger og uafladelig været beskjæftiget med Samtaler med saa mange Mennnesker og om saa mange Slags Ting, og den meste Tid havde jeg maattet lide af vedholdende Sygelighed og den dermed følgende Ængstelse og Forsagthed. Saa besluttede jeg at standse lidt hos en Bondefamilie, som jeg ved et tidligere Besøg havde gjort Bekjendtskab med: jeg maatte have nogle Dages Ro for at overveie, hvad jeg nys havde seet og hørt, samt optegne Et og Andet af min Reises Iagttagelser. – Jeg hidsætter et Stykke af min Reise-Dagbog fra dettte Hus:
„Netop nu kom den venlige Husmoder ind med en Kop sød Melk, østerdalsk Melk! Men hiin forstyrrede mig ikke med Snak; thi hun vidste, hvad Arbeide jeg havde fore. Hendes Opmærksomhed opmuntrede mig. Ja, lad mig tage den Venlighed og Hygge; som i dette Nu omgiver mig, som et godt Tegn for denne Dags og min hele Reises Arbeide! – Jeg sidder i en Bondestue hvor Alting er mig saa indbydende. Det er Familiens Vinter-Stue, og efter
- ↑ En Myrplante med skarpe Kanter paa Stængelen (en Eqvisetum), som bindes i smaa Bundter og er vel skikket til at polere Træ.