ere saa faa her, at de ikke danne nogen Stand for sig selv; hermed følger ogsaa dette, at Tønsæts og Tolgens Selveiere ere helt igjennem Arbeidsbønder, medens søndenfor mange af Bønderne ere og maa være mere Gaardsbestyrere, altsaa Herrer ligeoverfor Arbeiderne. Det kan vel ikke miskjendes, at denne sidste Samfunds-Tilstand indeholder Fristelse til Overmod paa den overordnede og til Mismod og Mangel paa Selvagtelse paa den underordnede Klasses Side.
Idelig maatte jeg paa Tønsæt og Tolgen mindes de bergenske Kyst-Distrikter og tænke paa den umaadelige Sum af daglig Hygge og Velvære, som Folket i Fjeldbygderne nyder formedelst den sjeldne Grad af skjøn Renlighed og tækkelig Orden, som hersker her, og som Fisker-Folket næsten ikke kjender. Ja, selv helt herop var Rygtet om de bergenske Almuers Urenlighed vel kjendt; thi Jægter og Baade fra Bergens Stift befare jevnlig Throndhjem, og der færdes Tønsæt-Bønderne idelig.
Renlighedens Skik er mindst lige saa meget udviklet paa Tønsæt og Tolgen som hos den Del af Almuen i det sydligere Østerdalen, der lever under tilsvarende middels Formues-Vilkaar. Og denne Ros for disse Fjeldbygder er gammel. Men det morede mig at høre af gamle velkjendte Folk, hvorledes Tingen dog idelig har udviklet sig fra Slægt til Slægt.
Paa enhver nogenlunde bebygget Gaard, hvor den gamle Bygningsmaade er vedligeholdt, ser man to Stuebygninger, begge ligedan af Størrelse og Skikkelse, men den ene bestemt til Vinterstue, den anden til Sommerstue. Naar den ene bruges, staar altsaa den anden tom, med vel skuret Loft og Væg og Gulv, saa den er ren og luftig, naar den atter tilflyttes. Men i gamle Dage var det saa, at man lod det forblive ved den Stor-Vask, som foretoges i Stuen ved Flyttetiderne, saa Sopelimen maatte gjøre Resten; nu derimod skures Gulvet næsten hver Uge – mindre dog i den
