Klædedragt, i huslige Indretninger, i den daglige Levemaade finde vi langt mere af Tarvelighed og Simpelhed end der, hvor vi kom fra; men i Samtaler med Folket finde vi maaske endnu mere Rigdom: sædeligt Alvor, religiøs Erkjendelse, almindelig Videlyst og udviklet Tænksomhed. Og naar jeg nævnte Simpelhed og Tarvelighed i det Udvortes, saa mente jeg ikke dermed, at den ene Slægt lader sig nøie med den forriges gammeldags Væsen uden at bekymre sig om og anstrænge sig for noget Bedre; nøie beseet viser det sig tvertom, at der ogsaa i denne Henseende er foregaaet og daglig foregaar en livlig Bevægelse og rask Fremgang. Alting ser vistnok gammeldags ud i Sammenligning med Huslivet hos de mere velhavende Familier i de sydligere Bygder; men der er tillige den meget vigtige Forskjel, at i Elverum og Aamot foregaar Forandringen i Skik og Levevis mest ved Indflydelse udenfra, ved Efterligning af Hovedstadens Væsen, men paa Tønsæt og i disse andre Bygder er det mere en Udvikling og Væxt, som foregaar indenfra, med Tillæmpning og Forbedring af det Gamle, altsaa selvstændigt og i ægte folkelig Retning. Et Exempel: i det sydlige Østerdalen gaar det mere og mere saa, at velhavende Bønder antage den fornemmere Hus-Skik at lade Tjenere og Arbeidsfolk nyde sine Maaltider for sig selv, ude i Kjøkkenet; paa Tønsæt og i Tolgen er der i den senere Tid ikke faa Bondefamilier, som af Omhu for sine Undergivnes Sæder og Velfærd have afskaffet den gamle Skik at lade Tjenestefolk have Natteleie i Fæhusene om Vinteren.
Jeg vil ikke paatage mig at afgjøre, hvad den oprindelige Grund monne være til den mærkelige Forskjel i de nævnte Bygdelags hele Folkeliv; men den staar upaatvivlelig i Sammenhæng med den Omstændighed, at i de sydligere Bygder er der to Stænder, Gaardmænd og Husmænd, men i de nordligere kun en Selveier-Klasse; thi Husmændene
