til. Efter den gamle Bonde-Skik skulde nemlig Tausheden først have Ende, naar det led mod Tiden for Brylluppet og derfor Gutten med et Par ældre Mænd i Følge kom for at begjære Datteren til Ægte; dette var den egentlige „Forlovelse,“ og denne feiredes med et lidet Gjæstebud eller „Fester-Øl.“ Nu gjøres der dog mindre Væsen af dette. I de bedre Bonde-Familier ialfald kan det hænde ikke alene, som før sagt, at Gutten fra sit Besøg om Natten bliver over paa Gaarden hele Søndagen, men ogsaa at han i den sidste Tid før Forlovelsen kan komme til Gaarden om Dagen for at gjøre Aftale med sin Kjærestes Forældre om Forberedelserne til. Brylluppet; i saadant Tilfælde kommer den gamle Forlovelses-Høitidelighed kun til at bestaa deri, at de saakaldte Forlovere, som skulle følge Brudgommen til Præsten, kortelig tale med Bruden og hendes Forældre. Mere hænger den Skik i, at Bruden ved den Tid, da Ægteskabslysningen er begyndt, aflægger et høitideligt Besøg hos sine tilkommende Svigerforældre for at „se sig om“ i sit nye Hjem. Og til Erindring om de gammeldags Skikke kan man endnu i Melhus høre Udtrykkene „Festing“ og „Fester-Pige“ om de To, som ved Lysningen i Kirken ere blevne offentlig forlovede.“
„Trods disse Spor af Tilnærmelse til de Fornemmes Skik er der dog endnu, som sagt, en væsentlig Forskjel, og navnlig inden Gaardmands-Klassen, om hvilken disse Bemærkninger fornemmelig gjælder. I Husmandsklassen kan det efter min Hjemmelsmands Mening snarere træffe, at de Unge, som have lovet sig til hinanden, nogenlunde tidligt selv meddele Sagen for sine Forældre og tilkommende Svigerforældre. Dette er et af de mange Træk, som vise, at de gammeldags Skikke ikke pleie sidde saa fast inden Husmands- som inden Gaardmands–Klassen.“
Dette var, som sagt, de Forklaringer og Oplysninger, som jeg fik under Samtale med en enkelt Almuesmand i
