Melhus, og trods de Gjentagelser, hvori jeg maatte gjøre mig skyldig, har jeg anført samme som et Exempel paa, hvorledes jeg bar mig ad for at vinde frem til en paalidelig Indsigt i disse Ting.
Paa Ytterøen, i Skogn og ellers i Indherred skal det blandt de mere agtbare Bondefamilier i den sidste Menneske-Alder være kommet dertil, at det ikke ansees for passende, at en Pige medtager Nattebesøg af en Gut, som hun endnu ikke med Forældrenes Vidende og Samtykke er forlovet med. Men er Forlovelsen først kommet istand (den kan stundom være indledet ved Breve mellem de Unge), saa skal det være Tilfælde næsten i alle Familier, at Gutten paa gammeldags Vis besøger sin Kjæreste om Natten. Dersom Forlovede vilde gjøre sin Forbindelse ganske offentlig og færdes sammen paa Byvis eller saaledes, at det ligefrem kunde sees, at de vare forlovede, saa vilde det hedde, at de vare storagtige, eller at de vilde efterligne de Fornemme, og dette undgaar man med stor Flid. Derfor er det ogsaa i disse Bygder saaledes, at naar unge Folk, om hvem i Grunden ikke blot Fader og Moder, men al Bygden veed, at de skulle have hinanden, – om de træffes f. Ex. paa Kirkeveien eller i Forældrenes Stue, saa maa de – som En udtrykte sig – være „upartiske,“ d. e., Ingen maa kunne se paa dem, at de skulle danne et „Parti.“
Dette lidt pudserlige Udtryk betegner Forholdet meget godt for samtlige de throndhjemske Bygder, hvor jeg har været – maaske med Undtagelse af en Bygd, som jeg heller ikke har nævnt i denne Afhandling, nemlig Strinden, dette lige ved Throndhjems By liggende Landsogn.
Men hvad er nu ikke dette for en Besynderlighed? Om Dagen skulle Kjærestefolk være „upartiske,“ er hilse hinanden med et venligt „God Dag,“ ikke række hinanden Haanden ved Møde eller Afsked, ikke se paa hinanden med Kjærlighed – og alle Mennesker ere vidende om, at om Natten
