Fremmed; han taler ikke anderledes til hende end til andre Piger i Huset; det maa ikke sees paa dem, at de have Noget sig imellem. En vis Forsigtighed og Stolthed afholder Pigens Fader fra at tale til den tilkommende Svigersøn om Forholdet; det skal ikke se ud, som om Faderen vilde byde sin Datter frem. Gutten er heller ikke snar til at tale til den tilkommende Svigerfader; det skal ikke se ud, som om han vilde tigge sig ind i Familien. Og om Nogen spørger Gutten eller Pigen, om det er saa, at de skulle „have hinanden,“ saa give de stadig undvigende Svar; dette have de ogsaa let for at gjøre, saasom endnu ingen Aftale er gjort med Forældrene, og de Unge vel selv kun have givet hinanden sit Ja-Ord under stiltiende Forudsætning om Forældrenes Samtykke. – Naar ellers Forholdet er kommet saa vidt mellem de Unge, som det nu er forklaret, saa passer den gamle Benævnelse „Frieri“ ikke længer, og i Melhus er allerede det Udtryk kommet i Brug, at de ere „forlovede.“ Men endnu har man dog ligesom en Følelse af, at dette samme Udtryk egentlig er for fornemt; mellem „de Fornemme“ (Embedsklassen og Byfolk) er Forlovelsen i Almindelighed ikke alene ingen Hemmelighed, men en udtrykkelig aftalt og vedkjendt og kundgjort Sag; mellem Bønderfolk er Forholdet vistnok heller ikke nogen hemmelig eller uvis Sag, naar det har udviklet sig saa vidt som nu forklaret; men ligefrem offentligt er det dog heller ikke. Blandt de Fornemme gjøre de Unge det selv bekjendt for Forældre og Slægt og Venner, at de have forlovet sig med hinanden; blandt Bønderne lade de det forblive dermed, at det af sig selv bliver bekjendt, at de skulle have hinanden, og de passe sig vel for i denne Sag at efterligne de Fornemme, saasom det vilde se saa storagtigt ud. – At ellers Udtrykket „forlovet“ er begyndt at komme i Brug, det synes at vise en begyndende Tilnærmelse mellem de tvende Klassers Tænkemaade og Skik, og saadan Tilnærmelse viser sig i et Stykke
