mange Menneskers Død som hin fæle Farang (Epidemi) eller Landfarsot. Hertillands (saavelsom i andre Lande) findes endnu ret mærkelige Sagn om den Ødelæggelse og Folketomhed, som „Svartedauen“ voldte i By og Bygd; saa dybt Indtryk gjorde den paa de Gjenlevende, at de og deres Ætmænd bevarede Mindet derom ligetil den Dag idag. Men disse Sagn er (som alle andre) likevel ufuldstændige og upaalidelige, og de gamle skrevne Optegnelser om denne Pest her i Norge er vel heller ikke saa bekjendte blandt almindelig Mand, at det skulde være afvejen at samle dem her.
Det 14de Aarhundrede er vistnok i alle Maader det mindst glædelige siden Kristi Dage. Vankundigheden var stor; Usædeligheden gik over alle Grænser; Troløshed, Røveri, Overfald og Slagsmaal hørte til Dagens Orden. Kristendommens Lære var gjennem lange Tider bleven mer og mere forfalsket; men endnu udi det 12te og 13de Aarhundrede havde den dog i sin urene Skikkelse Livskraft nok til at opflamme halve Europa til storartede „Korstog.“ I det 14de var ogsaa dette forbi, og det Hele laa i en sørgelig Dødssøvn. Ikke engang i verdslig Strid viste noget
gjorde stor Ødelæggelse paa Menneskeliv, kan især nævnes den, som rasede i Romerriget kring Aarene 180 og 255, i Italien og Frankrig ved 590, i Mellem-Europa 956, i Norden 1002, i Vest-Europa 1004, 1026–1048 samt 1231, i Rusland, Danmark, Tyskland, Nederlandene, Frankrig og flere Lande omkring 1090 og 1196 (i Danmark døde i disse Aar endog Husdyr og Fiske; i den russiske By Kiev døde 7000 Mennesker i 40 Dage); ligesaa i Rusland 1186–88 og især 1230–31 (da der i Smolensk døde 35000 og i Nowgorod 45000 Mennesker dels af Hunger og dels af Pest). I Aaret 1282 døde i Sydrusland mindst 100,000 Mennesker; i Polen rasede ligeledes Pesten 1283, paa Island 1284 og i Sverrig 1291; den svenske Konge paabød ved den Lejlighed særskilte Bønnedage.
