Kvinder, som uden andet Kald end Kvindehjertets forlod sit trygge Hjem for at gaa i Kamp mod Lidelser, mere rædselsfulde end de, vante til den daglige Nydelse af alle Livets Bekvemmeligheder, kunde ane. Soldaten, der opflammes af Kamptummelen og Ærens Tillokkelse, er visselig ikke større Helt end den, der afsides fra Kamppladsen venter paa ham, naar han blodig og febersyg bringes til Sottesengen, og saa Dag ud og Dag ind er om hans Smertesleje, rækker ham den styrkende Drik, trøster ham og taler ham tilrette som en Moder sit utaalmodige Barn, læser for ham, skriver hans Breve hjem, glatter den Døendes Pude og modtager hans sidste Hilsen til Forældre og Søskende i det fjerne Fædreland. Saadant Mod kan kun Kvinden vise, og i denne Ære har Ven og Fiende lige Deel: i de russiske Hospitaler i Sebastopol ikke mindre end i de franske og engelske i Tyrkiet syslede dette Opofrelsens stille Heltemod, hvis Kampe ikke er mindre herlige, fordi om deres Sejersløn ofte kun var en Døendes Haandtryk, eller fordi disse Stridende ikke nævntes med Berømmelse for Verden, men kun med stille Velsignelser i den Fattiges Hytte. Der er dog en af disse Kvinder, som allerede tidlig tildrog sig Verdens Opmærksomhed, ikke fordi jo mange af hendes Søstre nok kunde maale sig med hende i nidkjær Opfyldelse af sit Hverv, men fordi hun som Bestyrerinde for Hospitalet i Skutari viste en saa mærkelig fremragende Dygtighed. Det var en ung engelsk Dame, Florence Nightingale, Datter af en rig Godsejer. „Havde ikke denne velsignede Kvinde været“, skriver den ovenfor omtalte Udsending fra Times, „vilde jeg ikke have kunnet udrette halvt saa meget. Hun har i Sandhed været en Frelsens Engel for disse Ulykkelige, og naar jeg i den sildige Aftenstund, naar alle Andre har begivet sig til Ro, seer hende med en liden Natlampe i Haanden gaa paa sin eensomme Runde gjennem Sygestuerne, mellem de lange Rækker af
