for de endnu ikke ophørte Spaadomme om „at Sebastopol med det Første maatte falde“, kom der nu den ene Hjobspost efter den anden om at den engelske Hær nærmede sig sin Opløsning. Det blev Dag for Dag mere iøjnefaldende, at England, det rige England, med sine umaadelige Hjelpekilder af alle Slags, ved sine Styrendes Ukyndighed stod i Begreb med at tilføje sin herlige Hær et langt værre Nederlag end nogen Fiende havde formaaet. Det var klart, at hverken Regjeringen eller Generalerne paa Krim havde tænkt paa et Vinterfelttog. Den tunge, bratte Vej fra Balaklava til Lejren var forvandlet til et ufremkommeligt Søle, hvor de usle Vogne, som skulde bringe Krigsfornødenheder og Levnetsmidler op til Hæren, blev siddende eller gik istykker, saa Soldaterne selv, udasede og forfrosne som de vare, maatte slæbe dem op, mens de hvert Øjeblik sad fast i det bundløse Leer og Mudder. I Balaklava var der Overflod af Alt, men Ingen vidste, hvor det var at finde. Krudt, Kugler, Bomber, Klæder, Medicin, Mad- og Drikkevarer – Alt laa hulter til bulter paa Bryggerne i umaadelige Houger, mens Folkene sultede og frøs Arme og Been af sig i Lejren og Kolera rasede værre og værre Dag for Dag. Der er et gammelt græsk Sagn om en Konge, Tantalus, som blev fordømt til at lide den forsmædeligste Sult og Tørst, mens han stod i Vand til Hagen og de lifligste Frugter hang over hans Hoved – en saadan Tantaluskval maatte nu den engelske Armee lide; til Havnen ved Balaklava ankom hver Dag Skibe ikke alene hjemmefra, men fra Middelhavets og Lilleasiens Kyster med Ladninger af Vinterklæder, Planker til at bygge Hytter af, Kul, Levnetsmidler, ja endog Julegodter fra Forældre og Venner hjemme – og en halv Miil derfra led Armeen Savn paa Alt, paa Klæder, Huusly, Brænsel og ordentlig Føde. Uagtet den engelske Hær nu ikke var halv saa stor som den franske, vedblev Lord Raglan dog med ægte engelsk Kryhed at holde en næ-
