sten ligesaa stor Linje besat som Franskmændene. Følgen heraf var, at Soldaterne foruden sine øvrige Lidelser ogsaa maatte forrette en uhørt streng Vagttjeneste og Arbejde i Løbegravene. Og naar da de Stakler havde staaet paa den strenge Nattevagt med Høvisker om de lasede Been, i Sne og Slud, bedækkede med gjennemvaade Filler og plagede af russisk Utøi, eller naar de havde arbejdet med Hakken og Spaden i et Jordsmon, der var saa haardt, at de behøvede 4 Dage til at aabne Løbegrave, som i almindelig Jordbund graves i een Nat – saa kom de om Morgenen hjem til et ynkeligt Kvarteer, hvor der ikke fandtes en opvarmende Drik eller mere Veed til at varme sig paa, end de Rødder som de kunde grave op af Jorden. Undertiden fik de heller ikke mere end halv Kost, undertiden maatte de spise raat Flesk og drikke Kaffe, som var kogt paa ubrændte Bønner, eller nyde en Suppe, som kaldtes Erter, men som ikke var andet end lunkent Vand med nogle halvraa Erter paa Bunden. Og efter en saadan Dag maatte de mangengang om Aftenen atter ned for at staa Vagt i Løbegravene og spejde gjennem Snefoget efter en aarvaagen Fiende, som til sine Tider gjorde Udfald hver Nat, ja en og anden Gang endog listede sig lige ind paa Vagterne, som havde bukket under for det overhændige Slæb, og bortførte dem sovende til Fæstningen. Hvad Under da, at Folkene døde som Fluer. Lægerne var ogsaa saa daarligt forsynede, at næsten alle de Syge, som kom paa Hospitalerne, døde. Officererne havde det ikke stort bedre end de Menige; der klagedes en Tid over, at Flere af dem pludselig havde faaet det travlt med at søge om Lov til at rejse hjem „i vigtige Ærinder“; men i det Hele taget maa det dog indrømmes, at baade Officerer og Menige udholdt fine Savn og Lidelser med Heltemod. I et Tidsrum af Vinteren var den almindelige Elendighed og Forstyrrelse saa stor, at Soldaterne ikke længer hilste paa sine Officerer naar de gik forbi – maaske det mest slaaende
