komne Forstærkninger beløb sig til 36,000 Mand, var nu indsvunden til mindre end Halvparten. Thi Sygdomme bidrog endnu mere end Fiendens Kugler til at rydde de engelske Rækker. Allerede fra Begyndelsen af November regner man, at Kolera, som havde fulgt Hæren fra Varna, havde bortrevet ligesaamange som Slaget ved Alma. Men det værste stod endnu tilbage – Vinteren. Fyrst Menzikoff skal have sagt, at han havde tre Generaler i Baghaanden, som nok skulde blive slemme for de Allierede at holde Stangen – Generalerne Januar, Februar og Marts. Og hans Spaadom blev kun altfor vel sandet. Det sorte Havs Kyster har allerede siden Oldtiden været berygtede for sit voldsomme Vejrlig, og det var ikke mere end en Uges Tid efter Slaget ved Inkerman at den krimske Vinter den 14de November meldte sig med en Orkan saa voldsom, at selv de Indfødte (Tartarerne) sagde, at de Ældste blandt dem ikke kunde mindes saadant Uvejr. Det varede ikke mange Timer før den overhændige Regn og Snefog havde forvandlet hele Lejren til en uhyre Pøl; Teltene var for største Delen nedblæste, og Klæder, Huer, Sengetepper, ja endog Borde og Stole hvirvledes afsted gjennem Luften. Paa Søen var naturligviis Ødelæggelsen værst; her strandede 48 Skibe (de fleste dog Transportfartøjer), 1000 Mennesker omkom, og det Pengetab som voldtes ved Ødelæggelsen ansættes til 8 Millioner Daler, hvoraf 5 Millioner paa Engelskmændenes Side.
Havde Verden til denne Dag af Beundring over de engelske Soldaters Tapperhed glemt hvor mange Menneskeliv der blev spildt ved deres Anføreres Udygtighed, saa blev i de nu følgende Maaneder Forholdet omvendt; det Heltemod, hvormed de engelske Soldater uden at knurre udholdt den langt skrækkeligere Kamp mod Kulde, Sult og Smitsot, faldt kun lidet i Øjnene ved Siden af den forfærdelige Vanrøgt, som nu Uge for Uge lagdes tydeligere for Dagen. Istedet-
