lille (vestlige) Vallaki havde leveret dem flere sejerrige Træfninger ved Grænsen mellem det lille og store Vallaki, rykkede nu ogsaa over Donau, slog Russerne flere Gange i Løbet af Juli, og rykkede den øde August ind i Vallakiets Hovedstad, Bukarest. Den 1ste September var der ikke længer nogen russisk Soldat i Fyrstendømmerne, og i de følgende Dage rykkede de østerrigske Tropper ind, og Tyrkerne trak sig atter tilbage. Saaledes maatte da Rusland med Skamme give det „Pant“ fra sig, som det Aaret iforvejen med saa overmodig Vold havde ranet. Men det var en tvivlsom Ven som nu havde lagt sig mellem Tyrkerne og deres Fiender, og de ulykkelige Indvaanere af Moldau og Vallakiet havde just ingen Grund til at være tilfredse med Byttet. Under hele Krigen har Østerrigerne holdt disse frugtbare Lande besat, og opført sig der som om de var deres rette Herrer. Og hvorledes deres Herredømme har været beskaffent kan man slutte deraf, at Indvaanerne betragtede Russernes Soldaterherredømme som et mildt Aag, sammenlignet med de nye Herrers. De russiske Officerer, heder det i en Beretning derfra, var i Almindelighed godslige, selskabelige Folk, som betalte hvad de fik, naar de havde Penge; men Østerrigerne er sjofle, de skammer sig ikke for at gaa paa Komedien uden at betale for sig.[1]
- ↑ Her et Par Exempler (fra det følgende Aar) paa østerrigsk Sabelherredømme: Den 11te Marts spadserede en østerrigsk Officeer paa Gaderne i Krajova (i lille Vallakiet). Han saa i et Vindu en Dame, som han fandt Behag i; han gik ind i Huset og opad Trappen. Da Damen skjønnede at han ikke kom i den bedste Hensigt, søgte hun at holde Døren igjen, og da han tvang sig ind skreg hun om Hjelp. Naboerne sendte Bud efter hendes Mand som var ude i Byen; han skyndte sig hjem og sagde til Officeren: „Hvad bestiller De her? Jeg kjender Dem ikke. De er ikke indkvarteret i mit Huus, og den Dame De fornærmer er min Kone.“ Mere fik han ikke sagt; thi Officeren drog sin Kaarde og stak ham ihjel
