En tredje Grund til Russernes Tilbagetog var, at
Vestmagterne nu endelig var traadte frem paa Krigsskuepladsen.
I April – Juni havde Englands og Frankrigs
uhyre Transportflaader havt fuldt op at bestille med at føre
Tropper og Krigsfornødenheder, til østen, og medens Russerne
belejrede Silistria, samledes en engelsk-fransk Armee paa
70,000 Mand paa den tyrkiske Sortehavskyst, ved Varna.
Man var i nogen Tid i Uvished om hvorhen Toget egentlig
skulde gaa; Krigens Gang syntes at pege mod Donaulandene,
hvor Tyrkiet syntes først og fremst at trænge til
Bistand; de Allierede havde ogsaa saa smaat begyndt at skyde
sine Fortropper mod Vest, da Russernes Udrykning og Østerrigs
Mellemkomst gjorde enhver Hjelp i denne Retning over-
paa Stedet, og derpaa gik han. Den ulykkelige Kones Skrig forsamlede snart en Folkestimmel; Begivenheden rygtedes i Byen; Nogle ilte til Øvrigheden for at underrette den om Mordet, Andre sendte Iilbud til Kalafat til den tyrkiske Kommandant der, som øjeblikkelig sendte en Bataljon Infanteri, Kavaleri og Artilleri til Krajova; de Fleste begav sig til den østerrigske Generals Hovedkvarteer for at kræve Retfærdighed. Generalen bad dem rejse til –; han vilde ikke straffe sine tapre Soldater for saadanne Karles Skyld. Nu udbrød der en almindelig Forbitrelse; Folket stimlede sammen i Gaderne; Butikkerne blev lukkede. „Ned med Østerrigerne!“ raabte man, „En mod fire! vi vil ikke lade os slagte som Kreaturer!“ Og dermed greb de til de Vaaben de havde for Haanden, Staurer, Stene, Jernstænger og Øxer, angreb de østerrigske Soldater de traf paa Gaden, og slog dem ihjel. Østerrigerne traadte nu under Vaaben, stormede ind paa Folket og dræbte henved 40 Mennesker. Imidlertid var Borgerkorpset ogsaa traadt under Vaaben; de stormede med fældte Bajonetter ind paa Østerrigerne, og drev dem under stort Blodbad ud af Byen; 300 Østerrigere og 50 Rumaner (saa kaldes de Indfødte i Moldau og Vallakiet) laa tilbage i Gaderne. Østerrigerne laa en Stund i Lejr udenfor Byen, men de kom naturligviis mandstærke tilbage. „Saadan Mishandling,“ tilføjer Beretteren, „maa dette venlige, fredsomme-
