havde voldt ligesaa stort Mandefald blandt Russerne, som Fiendens Kugler. Dobrudscha er opfyldt med Myrer, der om Sommeren forpester Luften med sin klamme Uddunstning; paa drikkeligt Vand er der saa stor Mangel, at Russerne maatte føre det med sig fra Vallakiet, men det forslog naturligviis ikke, og Tørsten, Soldatens frygteligste Plage, lagde ligesaamange paa Sottesengen som den pestsvangre Luft. Feber, Blodgang, Skjørbug og andre Sygdomme rasede i de overfyldte Hospitaler, hvor henved Tredieparten af de Angrebne døde. Paa flere Steder maatte man lade Ligene ligge ubegravede i dyngeviis, og Stanken fra dem bidrog end mere til at forpeste Luften. Man regner at Russerne under hele Donaufelttoget ved Sygdom og Kampe har tabt ikke mindre end 50,000 Mand. – Men en endnu kraftigere Bevæggrund end Tyrkernes Tapperhed og de Tab Sygdommene voldte, maa man vistnok søge deri, at Østerrig paa denne Tid viste en Tilbøjelighed til at understøtte Vestmagterne, hvoraf man dengang ventede sig store Resultater. I Midten af April forsamledes de fire Stormagters Gesandter i Wien, og ved dette Møde forpligtede Østerrig sig til at fordre Donaufyrstendømmernes Rømning af Rusland. Den 2den Juni afgik der en østerrigsk Note til St. Petersborg, i hvilken der forlangtes, at Rusland med det Første skulde trække sine Tropper ud af Moldau og Vallakiet, og den 14de Juni afsluttede Østerrig en Traktat med Porten, hvorved det forpligtede sig til med Vaabenmagt at tvinge Rusland til at rykke ud, dersom det ikke gav sig godvillig. Paa samme Tid samledes en østerrigsk Armee paa 100,000 Mand ved Grænsen til Vallakiet. Rusland besvarede Østerrigs Fordring undvigende; men Enden blev dog, at det mod Slutningen af Juli begyndte at rykke ud af Donaufyrstendømmerne, dog, som det erklærede, ikke af politiske Grunde (d. v. s. af Hensyn til Østerrig) men for Krigsførelsens Skyld. Tyrkerne, som ligesiden Rømningen af det
