i uanfegtet Besiddelse af sin uhyre Magt, og Europas Fyrster saa fra sine af oprørske Undersaatter omringede Throner med Ærefrygt op til ham som det bedste Værn for deres Magt. Man kan neppe tvivle paa, at det var Følelsen af denne Overlegenhed, som gjorde ham beruset af Hovmod og drev ham til et Skridt, som en ellers saa klarsynt Mand aldrig vilde gjort, hvis ikke hans Lykke havde slaaet ham med Blindhed.
Det var i det femte Aar efter den franske Revolution, Kejser Nikolaus begyndte at forberede det Angreb paa Tyrkiet, der ledede til Krigen. Stillingen i Europa forekom ham gunstig. Af de to Stormagter, som var hans nærmeste Naboer, Østerrig og Preussen, havde han ikke Synderligt at frygte. Det førstnævnte Rige havde han i 1849 saagodtsom frelst fra Undergang, da han havde hjulpet det til at kue de tapre Ungarer, hvem Østerrig ved skammelige Rænker havde berøvet deres gamle Selvstændighed, og som derfor havde grebet til Vaaben. Foruden dette Krav paa Taknemmelighed var der ogsaa en anden Grund for Rusland til at stole paa Føjelighed fra Østerrigs Side. Østerrigs Regjering er despotisk (uindskrænket), og dette Despoti hviler ikke, som i Rusland, paa en Befolkning, der aldrig har kjendt nogen friere Tilstand, men paa Folkestammer, hvoraf Flere baade har nydt og er modne til større Frihed, og som sukker efter den Time, da de kan afryste det grumme Soldaterherredømme, hvormed Østerrig holder dem kuet. Den Time frygter Østerrig som sin Magts sidste, og derfor seer det op til Rusland som en Hjelp i Nøden; i det mægtige, enige Rusland seer den østerrigske Voldhersker det bedste Rygstød for sin Magt.
Heller ikke af Preussen kunde Rusland have synderligt at frygte. Denne Stats Regjeringsform helder ogsaa, fornemmelig ved en herskesyg Adel, stærkt til Despotismen, og dets svage, vægelsindede Konge var ikke alene ved Svoger-
