skab knyttet til Kejser Nikolaus, men denne havde ved sin overlegne Aand vundet et saadant Herredømme over ham, at han kunde være rolig for, at Preussen i al Fald ikke turde lade det komme videre end til forsigtige Talemaader.
Der stod da tilbage de to vestlige Stormagter, England og Frankrig. Disse Riger havde gjennem Aarhundreder været Fiender under enhver europæisk Krig; kunde Tsaren ved smukke Ord og Løfter vinde Een af dem for sine ærgjærrige Planer, kom den Anden til at staa alene, han havde da Overmagten og kunde trodse det øvrige Europa. Han valgte at gjøre det første Forsøg med England; hemmeligt og forblommet, som naar Tyven søger sig en Hæler, begyndte han i Januar 1853 at udforske den engelske Gesandt[1] i St. Petersburg, Hamilton Seymour, om hans Regjerings Meninger angaaende Tyrkiets Stilling. Sjelden har vel Verden seet en ærgjærrig Politik saa tilgavns blottet, som da den engelske Regjering offentliggjorde disse Underhandlinger. De skulde maaske aldrig have seet Dagens Lys, dersom ikke Rusland havde begaaet den Uforsigtighed, at beskylde England for at nære uredelige Hensigter mod Tyrkiet, og saaledes egget det til ved at aabenbare disse Forhandlinger at vise, hvem der var den Uredelige. De har vistnok bidraget meget til at aabne Europas Øjne for Ruslands Erobringspolitik, og jeg skal derfor gjengive dem lidt omstændeligere.
Først maa jeg dog, for at man bedre kan forstaa det Følgende, nævne et Par Begivenheder, som kun har noget
- ↑ Enhver europæisk Stat har i de Lande, hvormed den staar i jevnlig Forbindelse, ansat Embedsmænd, der har Fuldmagt til at handle paa sin Regjerings Vegne, og tjene som Mellemmænd mellem sin egen Regjering og det Lands, i hvilket de er ansatte. Saadanne Embedsmænd kaldes Gesandter eller Ministre. Ved vigtige Anledninger sendes undertiden en særskilt for Tilfældet udnævnt Gesandt, en Ambassadør.
