Tyrkiet vilde føje sig efter Ruslands Bud, om end deres Kjærlighed til sin kejserlige „Beskytter“ just ikke er den ømmeste. Rusland stod altsaa saa at sige allerede med den ene Fod paa tyrkisk Grund; nu gjaldt det blot eet Skridt til, og det stod i Konstantinopel og kunde beherske Middelhavet. Det var hverken meer eller mindre end dette Kjæmpeskridt, det for tre Aar siden forsøgte paa, men det gik ikke saa glat, som det havde ventet.
Ruslands daværende Kejser, Nikolaus, var vistnok En af de kraftfuldeste, mest begavede Fyrster, som har siddet paa en Throne. Udrustet med en lys Forstand, en overordentlig Viljekraft, en Arbejdsdygtighed, som understøttedes af et kjæmpestærkt Legeme, og (hvad der blandt hans Folk ikke har Lidet at betyde) en Personlighed, som uvilkaarligt indgjød Respekt, syntes han ret at være skabt til at herske over et uvidende Folk og vække dets slumrende Evner til gavnlig Virksomhed. Men han vilde det anderledes. Han kunde blevet til Velsignelse for sine Millioner: han blev deres Ulykke, da hans Ærgjærrighed optændte en Krig, som hjemsøgte hans Rige med grænseløs Elendighed, og lagde ham selv, nedbrudt paa Sjel og Legeme, i Graven.
Lige fra sin Thronbestigelse (1825) havde Kejser Nikolaus sat sig det Maal, at gjøre Rusland mægtigt og frygtet. Ved at udvikle sin Krigsmagt, og ved strengt at vogte paa, at det vestlige Europas Folkedannelse holdtes udestængt fra hans Rige, havde han i en lang Række af Aar søgt at bringe sine Erobringsplaner til Modenhed. Hans Anseelse blandt Europas Fyrster var stor, og større end nogensinde før, dengang han i Stilhed gjorde de første Skridt til Optændelsen af den Krig, som tilintetgjorde hans Herskernavns Ry. I 1848, da den franske Revolution havde sat Europa i Brand, da næsten alle de øvrige Fastlandets Stater, de Store med de Smaa, syntes at vakle paa Afgrundens Rand – da sad han rolig paa sin Throne,