den især slem 1782 og 88. Pest rasede i Kjøbenhavn og paa den danske Flaade 1769, og endnu værre de 2 følgende Aar i øst-Europa; alene i Moskva døde 1771 indtil 1000 Mennesker daglig, og mindst 53,000 i Alt. – Ellers var det ikke længer egentlig Pest, men Kopper, Hals- og Brystsygdomme (Kikhoste) og alskens Feber, som mest bJærjede Verden efter det 18de Aarhundrede, samt især Hungersnøden. Ikke alene et frostnemt og kornfattigt Land som Norge, der især led af Sult under Uaarene 1740–43 og 1772–74 (eller Island, hvor der 1784 døde omkring 10,000 Mennesker), fik prøve den Sygelighed, der gjærne ledsager Dyrtiden; men endog selve Sydasien rammedes formedelst Uaar 1768–70 af en saadan Dødelighed, at der f. Eks. i Ostindien bortreves over en Trediedel af Folkemængden (mindst 3 Millioner Mennesker alene i Bengalen). Dødeligheden i Norge 1773 var dobbelt saa stor som ellers (især af Forraadnelsesfeber). Ja, i 1789 rammedes endog saavel Nordamerika, som Sydeuropa, Kina og Ostindien af Sult og Dødelighed. – Af ny Sygdomme i dette Aarhundrede nævnes den fæle norske Radesyge samt Kolera. Den egentlige asiatiske Kolera skal første Gang have ytret sig i Bengalen for 100 Aar siden (1756); men andre Kolerasorter siges at have vist sig her i Europa allerede i det 17de Aarhundrede; ialfald fremtraadde enslags Kolera stærkt i Norkjøping i Sverrig 1763.[1]
- ↑ Mærkeligheder i Naturen var i det 18de Aarhundrede fornemmelig følgende. Strænge Vintre 1716 og 19 (da 4000 svenske Krigsfolk frøs ihjel paa Tydalsfjældene) samt Vinteren 1739–40, 44, 51, 52, 59 (da Kulden i Torneaa skal have gaat op til 89 Grader efter Celsius, eller 71 Grader efter vore Varmemaalere!!!) og Vinteren 1760, 70, 76 og 85. Overordentlig milde var Vintrene 1758, 79, og 90 (da man i Sverrig plagedes af Myg i Januar) samt 1791. Brændende Sommere indfandt sig især 1733 og 43 (da flere Tusinde Mennesker døde af Solstik i Kinas Hovedstad) samt 1770 i
