nesker. I Kjøbenhavn fik man hverken Folk til at pleje de Syge eller begrave de Døde, som derfor laa i Tusindtal baade paa Gader og Huse; endog nære Slægtninger forlod tildels hverandre i Nødens Stund; en Mængde rømte fra Byen, medens Andre hengav sig rent til letsindig Lystighed, Liderlighed, Drik og Røveri; kort sagt, Sortedøs dens Optrin gjentog sig omtrent. Hungersnød gjorde Ulykken endnu værre. Da Pesten var som værst, bortreves henimod 2500 om Ugen; ialt døde i Byen mindst 23,000 Mennesker; 500 Huse var bleven aldeles folketomme. – Efter denne „store nordiske Pest“ (som ikke synes at have rammet Norge, men som ellers i mange Lande vedblev til 1716) fulgte en hel Del andre Sygdomme baade paa Folk og Fæ. En ny Pest i Østerlandene bortrev alene i Siebenbyrgen 100,000 Mennesker 1719. De følgende Aar kom den vestover; i den franske By Marsejlle døde over 60,000 Mennesker, og i Toulon meget mere end Halvparten af Folkemængden. Slem Forkjølelses-Sygdom (Influenza) bortrev i London 1729 over 100,000 Sjæle. 4 Aar senere (i Egedes Tid) kom Børnekopperne til Grønland og dræbte Størstedelen af Folket. 1736 skal en Pest have ytret sig med saadant Raseri i Ægypten, at der paa et Døgn døde omkring 10,000 Mennesker i Hovedstaden Kairo. Aarene 1740–43 var almindelige Uaar og Hungersaar, især i Norden, og medførte en Mængde Dødsfald; af den svenske Krigsmagt, som dengang laa ude mod Russerne, bortrev Sygdommen (1741–42) mindst 35,000 Mand, og i 1743 mistede Norge paa Grund af Hunger mer end Gange saa meget Folk, som der ellers døde aarlig i den Tid. 1751 skal Pesten i Konstantinopel have krævet 200,000 Menneskers Liv. Kopper, ledsaget af Kikhoste og Krille (Krægda) samt andre Børnesygdomme, var almindelige og slemme især i Aarene 1755–60. Influenza bortrykkede i Breslau 1762 indtil 100 Mennesker daglig; siden var
