Om det nuværende 19de Aarhundrede skal jeg bare
tilføje, at i Norge ytrede sig megen Dødelighed 1808–10
(Forraadnelsesfeber og Blodgang) især Søndenfjelds paa
Grund af Krigen. Paa Stavangerkanten var Dødeligheden
størst i Aarene 1810–12. Nordenfjelds især var et stort
Ostindien (hvor Luften i Skyggen var 2 Grader varmere end Menneskets Blod); desuden var Aarene 1761, 75, 94 og især 83 og 98 almindelige Tøraar i Europa, ligesom 1768–70 i hele Syd-Asien fra Ostindien til Ægypten. Kolde Sommere var derimod 1739 (da Sne laa tyk paa Træerne i Finland 3 Dage i August) og 1753–55 (da Havet ved Island var fuldpakket af Drivis) samt 1772, 76 og 87 (da finlandsk Kvæg frøs ihjel ved Sankthans-Lejte). Svære Storme sporedes i 1714 (over hele Europa), 1736 (i Bohus), 1737 i det indiske Hav (Hvor 20,000 Fartøjer – store og smaa – skal være omkomne med Mand og Mus), 1747, 51, 61, 67 (i Finland), 1775, 77, 78–79 (Nordenfjelds) og 1780 i Vestindien). Oversvømmelser af Nordsjøen var slemme i Holland og Nordtyskland 1717 og 1720 (da ogsaa i Holsten og Slesvig), og Østersjøen gjorde ligeledes megen Skade ved Petersborg 1721 og især 26. – Her i Norge havde vi store Vasflomme (tildels ogsaa Jordfald) i Glommen 1740 (især i Høland), 72, 73 og især 89, i Gudbrandsdalen 1754, 60, 73 og fornemmelig 89; i Il-Elven ved Trondhjem 1791 (hvorved over 20 Mennesker omkom), og i Værdalen 1798. Fjeldskred rammede Stranden 1731 og Næsset 1756 (hvorved 17 og 32 Mennesker omkom, og store Overskyllinger forvoldtes), ligesom Jordskred i Sørum 1768 og ellers paa Romerike mellem 1790 og 1800, samt Sneskred paa Søndmør 1755 og 57, der bortrev 25 Mennesker. Aaret 1789 (Revolusjonsaaret i Frankrig) var rent fælt hertillands: ganske godt Vejr til langt udi Juli, men saa i Slaat-Aannen begyndte et ustyrteligt Regn, der voldte store Vasflomme og svære Jordfald, sær i Gudbrandsdalen, hvor der omkom 61 Mennesker og ødelagdes 3034 Huse; somme af disse førtes af Elven (Lougen) saagodtsom hele ned paa Mjøsen; især rammedes Præstegjældene Vaage og Fron. Ogsaa ved Glommen var Ødelæggelsen stor (mest i Tønsæt og Aamot); og i Valders (fornemmelig
