endog en Trediedel af Indbyggerne). 1495 rammedes atter Sverriges Hovedstad af en saadan Pest, at mindst 7000 Mennesker tilsatte Livet (Somme siger endog 18,000). – Af ny Farsotter nævnes den engelske Svedfeber for første Gang 1485; dog ytrede den sig ikke med nogen Kraft her i Norden før omtrent 1520. Ogsaa Kikhosten og Skjørbugen var først i det 15de Aarhundrede bleven almindelige. Venerisk Sygdom ytrede sig heroppe først omkring Aar 1500.
Blodstyrtning, der var Sortedødens almindelige Ledsager, stod jævnlig i Forbindelse med alle Farsotter indtil 1425, og af og til lige indtil 1465.[1]
I det 16de Aarhundrede vil vi først og fremst mærke os Sygdoms-Aarene 1506–9, især 1508, da der om Høsten døde 15,000 Mennesker i Nowgorod. 1517–18 rasede Pesten i Vest-Europa, og de to følgende Aar udbrød en Sot (kanske den engelske Svedfeber) i Kjøbenhavn med
- ↑ Som de mærkeligste Optrin i Naturen i det 15de Aarhundrede kan nævnes, at hele Sommeren 1405 var regnløs i Danmark og Sverrig til den 29de Juli, men at det fra den Tid regnede uafbrudt i det første Land til 2den Septbr., i Sverrig kanske endog lige til Jul. Sommeren 1407 og den følgende Vinter var overvættes kold. Ligeledes Vinteren 1424 og 1442–43, som i mange Lande desuden ledsagedes af Ildsprøjtinger og Jordskjælv. Allerværst var dog Vinteren 1460. – Aldeles modsat disse Aaringer viste sig Vinteren 1427, der var overordentlig varm, ligesom den foregaaende Sommer i de sydlige Lande udmærkede sig ved sin brændende Hede, der gjorde Ende paa mange Menneskers Liv. – En stor Komet saaes 1472. 2 Aar senere rammedes Mellem-Europa af en forfærdelig Storm. – Oversvømmelser af Nordsjøen voldte fæle Ødelæggelser (i England og Holland) 1420, og endnu mere 1446, da der ved Dordrecht omkom 100,000 Mennesker. Store Vasflomme rasede 1495 over næsten hele Europa (Italien, Tyskland, Sverrig osv.). Hungersnøden i det sidste Land var desuden saa svær, især i Aarene 1442 og 46 (ligesom siden i 1455–57), at Kong Kristoffer fik Klængenavnet „Barkekongen.“