nød de de fineste Retter og den kosteligste Vin men med stort Maadehold, skyede enhver Udsvævelse og opmuntrede sig med Musik og andre uskyldige Fornøjelfer, uden at bry sig om Nøden og Døden udenfor. Men Somme var af den modsatte Mening, og forsikrede, at det bedste Raad mod Sotten var at drikke dygtig, leve lystig, fordrive Tiden med Sang og Skjæmt, og i Alt, saavidt det lod sig gjøre, tilfredsstille sin Lyst og le og more sig over enhver Tildragelse. Disse fulgte da ogsaa sine Grundsætninger; de gik Nat saavel som Dag snart til den ene Vinkjælder, snart til den anden, drak umaadeligt og opførte sig ilde i Andres Huse. – – – Dog, hvormeget de end fulgte sit dyriske Forsæt, skyede de dog af alle Kræfter Omgang med de Syge.
Under denne Stadens Elendighed og Sorg havde ogsaa de menneskelige og guddommelige Love næsten mistet sin Anseelse; ti de, der skulde vaage over Lov og Ret, var enten syge eller døde ligesom de andre Byfolk, eller havde ialfald saa faa Haandlangere, at de ikke længer kunde udføre nogen af sine Embedsgjærninger. Derfor kunde da Enhver tillade sig Alt, hvad han vilde. – Mange slog imidlertid ind paa en Middelvej mellem begge de ovennævnte; de indskrænkede sig ikke saa meget som de Første, men var heller ikke saa umaadeholdne og udsvævende som de Sidste. Nej, de nød fuldtop af Mad og Drik, indesluttede sig heller ikke, men gik omkring med Blomster og vellugtende Urter i Haand, hvis Duft de flittig indaandede, i den Tro, at det især var gavnligt at opfriske Hjærnen dermed; ti den hele Luft var som befængt og stinkende af de døde Legemers Uddunstninger, af Sygdom og Medicin. Men Nogle var værre tilsinds og sagde, at det bedste og sikreste Midddel mod Smitten var det at tage Flugten. I denne Overbevisning var der Mange, Mænd saavelsom Kvinder, der ikke tænkte paa andet end sin egen Redning, og nu rømte bort fra sin Fædrenestad, sine Boliger, sine Slægtninger og Venner saavelsom sin For-
