mue, og drog ud paa egne eller fremmede Landgodser, som om Guds Vrede, der ved denne Sygdom vilde straffe Menneskenes Ryggesløshed, ikke kunde naa overalt men alene vilde ødelægge dem, der fandtes indenfor Byens Mure, eller som om Ingen mere skulde blive tilbage i Staden, og som om dens sidste Stund var kommen.
Men skjønt nu ikke alle disse forskjelligsindede Mennesker døde, saa slap de dog heller ikke alle. Tilhængere af enhver af de nævnte Meninger blev syge, hvorsomhelst de end opholdt sig, og maatte nu vansmægte næsten uden al Pleje og Hjælp paa samme Vis, som de selv, medens de var friske, havde forladt Andre, af hvilke Somme nu igjen var helbredet. Jeg vil ikke tale om, at den ene Medborger skyede den anden, at Granne ikke vilde pleje sin Granne, og at Slægtninger sjælden eller aldrig besøgte hverandre. Denne Elendighed havde opfyldt baade Mænd og Kvinder med saadan Rædsel, at en Bror lod den anden ligge hjælpeløs, ligesom ogsaa Farbroderen sin Brorsøn, Søsteren sin Bror, og Konen ogsaa ofte sin Mand; ja – Hvad der er det skrækkeligste og utroligste – Fædre og Mødre vægrede sig endog ved at besøge og opvarte sine Børn, som om disse ikke var deres. I denne almindelige Folketomhed var der ingen anden Hjælp for de syge Mænd og Kvinder end de faa medlidende Venner, som ikke forlod dem, eller de gjerrige Tjenere, som for overvættes Løn lod sig lokke til at give dem Pleje.[1] Men selv af de sidste var der ikke mange, og disse Faa var Mennesker med liden Indsigt, der fordetmeste ike engang duede til slige Opvartninger og knapt nok
- ↑ Rimeligvis var denne hjærteløse Haardhed mod de Syge ikke saa almindelig i de nordlige Lande. Idetmindste har man fra den danske By Odense et mærkeligt Eksempel paa anden Adfærd. Skomagersvendene i denne By skal nemlig just paa Sortedødens Tider have stiftet en Forening om at hjælpe hverandre med Nattevaagen og anden Pleje ved Sygesengen, samt sørge for de Dødes anstændige Begravelse.
