Riger, der ligesom modtog nyt Liv og ny Kraft ovenpaa Sortedøden, saa gjælder dette dog ingenlunde om Norge; derfor kunde man vel ogsaa sige, at næppe noget europæisk Land igrunden fik et saa voldsomt Stød af Pesten som vort.
Den italienske Digter Boccaccio, der levede fra 1313–1375 og selv var Øjevidne til Pesten i Florenz, har beskrevet, hvad han i den Tid saa og hørte. Disse hans Skildringer fra Pestens Dage er saa livlige og mærkelige (interessante), at nogle Uddrag af dem vel fortjener at gjengives her.
„Denne Sygdom – siger han – gik ved Berørelse over til de Sunde, ligesom naar Ilden antænder de tørre og letfængende Sager, der kommer den nær. Ja, det gik saa vidt, at man endog syntes at blive angrebet, bare man rørte ved Klæder eller andre Ting, som en Syg havde brugt eller berørt. – Jeg skal ved denne Lejlighed fortælle Noget, som vilde synes utroligt, dersom jeg ikke selv og mange Andre havde set det. – – – To Svin fandt nogle Filler, som havde tilhørt en død Fattigmand, men som nu var slængt ud paa Gaden; de begyndte at rode og slide i dem med Tænderne og ryste dem hid og did, men om en liden Stund faldt de, efter nogle Trækninger, døde til Jorden, som om de havde faat Gift.
Nogle – siger han videre – var af den Mening, at man bedst kunde undgaa Plagen ved maadeholdent Liv og Levemaade. Disse stiftede særegne Lag, og levde adskilte fra Andre, indesluttede i Huse, hvor ingen Syge var. Her
(altsaa straks efter Sortedøden) var der hele 15 Kirkesogne i Nedenæs Amt, som ødelagdes ved Rov og Brand af Hanseaterne. I Kristian den 2dens Tid klages der i Oslo jammerlig over Tyskernes Udsugelser. Før, heder det, havde Byen 5–600 rige norske Borgere; nu havde den bare 60, der saagodtsom alle var bleven fattige paa Grund af de Fremmedes skammelige Adfærd.
